23948sdkhjf

Nye Danfoss robotceller er et kig ind i fremtiden

Danfoss har udviklet helt nye produktionsceller sammen med BILA.

Da Danfoss Drives i 2017 hyrede automationsfirmaet BILA til at hjælpe med at automatisere sin produktion af en ny udgave af de kendte VLT-frekvensomformere, lå det ikke fast, hvordan produktet skulle se ud.

Danfoss og BILA har kørt et parløb, hvor produktionsceller med robotter blev udviklet samtidig med at Danfoss udviklede produktet.

Den gamle manuelle produktionslinje er afløst af tre højt fleksible robotceller. Projektet har lige modtaget årets automatiseringspris fra DIRA.

Danfoss kalder det for fremtidens fleksible matrix-produktion, for de tre robotceller kan håndtere 350 parter og kan skabe millioner af varianter, det man kalder mass customization. Det har været et kæmpe dataprojekt at håndtere alle de muligheder.

Jern & Maskinindustrien har talt med to af de centrale personer i projektet Martin Høgsbjerg, chef for supply chain hos Danfoss Drives, og vicedirektør Per Bech Rasmussen, BILA.

- Vi har tænkt det hele forfra. Vi har gentænkt hele vores fremstillingsmåde, siger Martin Høgsbjerg.

Mobile robotter henter emner fra et lager, og afleverer dem til robotcellerne, som sørger for at samle og montere de færdige frekvensomformere.

Danfoss har undervejs udviklet den ny serie af frekvensomformere. Den afløser både Danfoss’ VLT-linje og Vacons serie af frekvensomformere. Finske Vacon blev opkøbt af Danfoss i 2014. Den ny serie er mere kompakt end den eksisterende serie.

- Vi er ved at lægge Vacons og Danfoss’ produktion sammen. Det erstatter det gamle produktprogram, som vi langsomt ramper ned, siger Martin Høgsbjerg, Danfoss.

Den ny produktionsplatform kan producere alle firmaets frekvensomformere fra 0,37 kW til 22 kW.

- Ved lanceringen af den nye produktserie vil de nuværende produktprogrammer blive gradvist udfaset i takt med kunderne overgår til den nye generation, siger Martin Høgsbjerg.

Intet lager

En af de spændende nye ting ved de nye produktionsceller er, at det ikke er nødvendigt med noget lager, for der kan løbende produceres nøjagtigt efter antallet af ordrer, helt ned til ét styk ad gangen. Det sparer bygninger og omkostninger.

Automationsprojektet har været flere år undervejs og har krævet involvering fra en lang række medarbejdere fra Danfoss og BILA.

Dominerende produkt

Danfoss’ VLT-frekvensomformere er berømte og har gennem årtier været et dominerende produkt på verdensmarkedet.

- Det har været en enorm opgave at føre sådan et gammel produkt over på en ny platform, siger Per Bech Rasmussen.

- Men jeg synes det viser, at Danfoss er villig til at investere i produktion i Danmark. Vi drømmer også om, at vi beholder en højt automatiseret produktion i Danmark, siger han.

Fleksible robotter

De tre robotter kan udstyres med en lang række forskellige gribere og væktøjer. Det er det, der gør produktionscellerne meget fleksible og gør dem i stand til at samle og montere frekvensomformere af mange forskellige størrelser.

Danfoss forventer, at produktionen ved hjælp af det nye set-up kan gøres væsentligt billigere. Samtidig bliver de nye frekvensomformere mindre end de gamle. De har høj power density, som man siger. Det har stor betydning for virksomheder, som måske har 10 eller frekvensomformere stående skulder ved skulder.

Når den automatiserede produktion i Gråsten er kørt helt ind, er det planen, at Danfoss vil kopiere set-up’et til sine fabrikker i USA og i Kina.

Forberedt for fremtiden

Selv om robotcellerne nu er i gang med produktion hos Danfoss i Gråsten, så er projektet langt fra færdigt.

- Vi regner med, at vi stadig skal udvikle cellerne videre, siger Martin Høgsbjerg.

Af samme grund er der sat et hav af sensorer på robotterne.

- Vi har omkring 1200 I/O’er (dataforbindelser) på hver robotcelle. Vi har ikke brug for dem alle sammen nu. Men de mange sensorer kan give os nogle data og gøre det muligt gradvist at forbedre produktionen, siger Martin Høgsbjerg.

Ambitionen er at skabe og udvikle fremtidens produktionsceller.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109