23948sdkhjf

Ib Andresen Industri vil tilbyde kunderne grønnere stål: - Det skylder vi

Fra næste år vil Ib Andresen Industri tilbyde grønnere stålløsninger, det vil sige stål med væsentligt lavere CO2-aftryk. Kunderne kan vælge et grønnere alternativ med en lavere klimabelastning.

- Vi vil ved siden af vores normale tilbud tilbyde grønnere stål til kunderne. Så får de selv indlfydelse på deres samlede CO2-aftryk, siger adm. direktør Bjørn Thorsen.

Det grønne stål vil komme med en merpris.

Kommende generationer

Når Ib Andresen Industri i 2022 bringer de grønne stålløsninger på markedet, vil firmaet brande sig på det.

- Det bliver en del af vores brand, det bliver en differentiator for os. Der har været meget snak om klima. Men nu skal vi handle. Det skylder vi de kommende generationer, siger Bjørn Thorsen.

Et tons stål leveret hos kunden koster i dag i værste fald op til 3,9 tons CO2 til atmosfæren. Med de bedste mulige valg fra stålværk og frem til kunden kan det i dag reduceres til 0,9 tons CO2 pr. tons. Der er altså et stort potentiale.

De europæiske stålværker er allerede på vej med flere initiativer til at nedbringe CO2-belastningen væsentligt. Blandt andet vil flere værker holde op med at bruge koks i processen og erstatte det med brint, som er produceret fra grøn el. På længere sigt satser nogle værker på at blive CO2-neutrale.

Som led i den grønne satsning har Ib Andresen Industri ansat Kasper D. Rasmussen, som er ingeniør og ph.d. som energi- og miljøchef. Han står blandt andet for at beregne klimabelastningen ved forskellige løsninger.

Rydde op i egen baghave

Langt den største CO2-belastning fra stål stammer fra produktionen af stål på stålværkerne, men Ib Andresen Industri vil også sørge for at nedbringe CO2-belastningen fra sine egne anlæg.

- Vi vil rydde op i vores egen baghave. Vi starter nu med at sætte varmepumper op i stedet for at fyre med naturgas. De er lige kommet i går. Det sparer 209.000 kilo CO2, siger Bjørn Thorsen.

- Vores mål er at nedbringe vores egen CO2-belastning med 95 procent i 2030, siger han.

Ib Andresen Industri er allerede nået et stykke af vejen. Fra 2018 til 2020 er firmaets CO2-belastning nedbragt fra 3.444 tons til 2.245 tons CO2. Det skyldes ikke mindst, at der er kommet mere grøn strøm i den danske elforsyning. Bjørn Thorsen tror på, at reduktionsmålet kan nås, måske også før 2030.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078