23948sdkhjf

Salling Plast åbner nye produktionsfaciliteter

Over 200 gæster fik lejlighed til at se og høre om de nye lokaliteter og maskiner hos Salling Plast i Hurup Thy, da plastkoncernen fredag den 24. september havde inviteret til officiel åbning af deres nye fabrik og hovedkontor.

Gæsterne kunne ligeledes se produkter fra den nye produktion samt produkter til energi og industri fra Salling Plasts øvrige produktionssteder i Ranum og Belarus.

Der var taler fra borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard, administrerende direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, administrerende direktør i Aage Vestergaard Larsen, Franz Cuculiza, samt fra administrerende direktør i Salling Plast, Geert Skovsgaard, der klippede snoren til den nye fabrik sammen med Thomas Drustrup.

Flere af talerne fremhævede, at netop effektiviseringen og automatiseringen af produktionen er nogle af de vigtigste parametre for at opnå en grønnere og mere effektiv produktion, hvor ressourceforbruget minimeres.

- Jeg er meget stolt på branchens vegne, når vi oplever, at der er virksomheder som Salling Plast, som udviser initiativ og handlekraft. Det fortjener respekt, når en virksomhedsejer som Geert investerer både tid og penge i at opbygge en virksomhed med mange nye arbejdspladser til følge. Vi kommer til at følge Salling Plast tæt, og jeg vil meget gerne ønske virksomheden og dens medarbejdere tillykke med den store udvidelse, sagde Thomas Drustrup i sin tale.

Aqua-segmentet skal fylde mere for Salling Plast

Ved åbningen blev der ligeledes sat fokus på aqua-segmentet, både indenfor akvakultur og generel behandling og håndtering af vand som nogle af de områder, der får større og større opmærksomhed i virksomheden. Områder, som har stort potentiale både for at effektivisere fødevareproduktionen og bidrage til at løse effekterne af ændringer i miljøet.

Med udvidelsen af produktionen fokuserer Salling Plast deres aktiviteter indenfor aqua-segmentet i den nye fabrik i Hurup Thy, hvor der er opstillet nye maskiner og blandt andet rådes over en CNC-fræser, der kan håndtere emner på op til 10x4x2 meter.

Åbningen af den nye fabrik giver desuden Salling Plast yderligere plads, som gør det muligt at håndtere større projekter, da produkter til hele etaper af projekter kan produceres, samles og mærkes for at optimere logistikken til de sites, hvor de skal anvendes. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11