Det er et veritabelt Kinderæg, Teknos præsenterer på dette års HI-messe. Virksomheden kan nemlig opleves på hele tre forskellige stande.
Dels kan man finde Teknos på den traditionelle industrimesse, hvor de står i en af underleverandørhallerne, og dels er de med på Wind Energy Denmarks årskonference i hal F, som afholdes tirsdag den 5. oktober. Hal F omdannes efterfølgende til Technomania, som Teknos også har valgt at udstille på.
- Vi har været på HI-messe i flere år på selve hovedmessen, men det er første gang, vi har så meget. Det er jo stort set den eneste messe, der er i Danmark, hvor vi er så bredt rundt i industrispektret. Så derfor synes vi, det er et must for os at være der, fortæller Karin Skov, der er marketingchef hos Teknos.
På underleverandørmessen i hal J præsenterer Teknos blandt andet sin polyurea-coating, der hærder inden for få sekunder uden VOC-emission, og som er ekstremt elastisk og modstandsdygtig. Til maskiner og lastudstyr præsenterer Teknos Teknopur 360 polyurethan-produktet med højt tørstofindhold, som kan påføres direkte på metal og vådt-i-vådt.
Satser på vindindustrien
På vindkonferencen er det især vindmøllevingerne, Teknos har fokus på:
- Vi har de senere år fokuseret meget på vindindustri, fordi vi har nogle unikke produkter - blandt andet vores reparationsprodukter, Teknoblade Repair, forklarer Karin Skov.
Teknoblade Repair er en enkelt-lags, hurtigt-hærdende leading edge produkt, som bruges til reparation og vedligeholdelse af vindmøllevinger. Produktet blev allerede præsenteret på vindkonferencen for to år siden, og i år har Teknos en ny, pigmenteret, hvid version med, som endda er yderligere forbedret, når det gælder modstandsdygtighed i rain erosion test.
Derudover præsenterer man for første gang den helt nye Teknoblade Repair 9000-20-version til robotapplikation.
Brander sig overfor nye medarbejdere
Efter Wind Energy Denmarks årskonference omdannes Hal F som nævnt til den velkendte Technomania-messe, hvor fremtidens teknologier er i fokus.
- I år har vi valgt at udvide med Technomania, fordi vi kan se en yderligere synergi i at være på vindkonferencen og så beholde den samme stand, hvor vi i år demonstrerer robotpåføring. Det taler jo også til det segment, der kommer i Technomania-regi. Det er mange unge mennesker, studerende og innovative virksomheder, siger Karin Skov.
- Dels er det en branding af Teknos, men vi vil også gerne brande os i forhold til nye medarbejdere, tilføjer hun.
Karin Skov og kollegerne hos Teknos har i det hele taget store forventninger til årets HI-messe.
- Sidste gang, vi var på messe, var på HI-messen for to år siden, så vi håber, at der kommer mange besøgende, efter vi i mere end halvandet år ikke har set skyggen af en messe, siger Karin Skov.
Mød Teknos på stand J7100, stand F0002 og stand F553.