23948sdkhjf

Grundlægger giver stafetten videre hos Hydra-Comp

I januar kunne Hydra-Comp offentliggøre, at Rasmus Jacobsen var trådt ind som ny direktør for virksomheden.

Han afløste dermed Jørgen Jacobsen, som grundlagde Hydra-Comp hjemme i garagen i Vester Jølby på Mors små 20 år tidligere.

Glidende generationsskifte tilendebragt

Nu tager Jørgen Jacobsen så sidste skridt i generationsskiftet og afhænder sin ejerandel i virksomheden til de fire andre aktionærer.

- Vi har arbejdet med generationsskiftet de sidste par år. Jeg har jo ikke nogen børn, der har råd til at være selvstændige eller har uddannelse til det. For to år siden bad jeg om at blive frigivet fra direktør-jobbet, for jeg var egentlig kørt lidt sur i det her med, at jeg faktisk ikke havde tid til mine kunder. Når du har 40 medarbejdere, er der altid noget administration, der skal gøres, og det var jeg træt af, fortæller Jørgen Jacobsen, og fortsætter:

- Så for et år siden spurgte vi Rasmus, der i seks-syv år havde været vores regnskabskonsulent, om ikke han kunne tænke sig at få det job. Det gik han og spekulerede lidt over og sagde; ”jo, det kunne han egentlig godt”. Så 1. januar var han officielt direktør, men allerede fra oktober sidste år begyndte vi at lade nogle opgaver flytte over til ham. Han kender os jo rigtig godt, så der har ikke været de store problemer med det.

Fem ejere bliver til fire

Det er da også Rasmus Jacobsen, der har overtaget den største del af Jørgen Jacobsens aktier i Hydra-Comp. Han ejer i dag 45,5 procent af selskabet.

Derudover ejer Flemming Porsborg Nielsen og Jesper Frederiksen hver 20 procent, mens Claus Lanner ejer de resterende 14,5 procent.

Claus Lanner indtrådte i ejerkredsen i 2017, i øvrigt samtidig med, at Rasmus Jacobsen købte sin første ejerandel. Flemming Porsborg Nielsen og Jesper Frederiksen blev en del af ejerkredsen i 2019, da Hydra-Comp fusionerede med Kolding-virksomheden Hydropac.

Det er derfor også med ro i maven, Jørgen Jacobsen kan lade næste generation føre virksomheden videre. Selv har han sidste dag den 14. september, men selvom dagligdagen ikke længere skal bruges på fabrikken i Skive, regner han ikke med at komme til at kede sig.

- Jeg har lidt bestyrelsesposter, som jeg måske vil dyrke lidt mere. Så har jeg noget undervisning i hydraulik, som jeg også vil dyrke lidt mere. Og så har jeg mit lille landbrug også, så jeg tror såmænd nok tiden skal komme til at gå med det, konstaterer Jørgen Jacobsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094