Det hurtige opsving i økonomien efter genåbningen i Danmark og den pludselige mangel på arbejdskraft kalder ifølge Dansk Industri på tiltag, der kan få ældre medarbejdere til at blive på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på efterløn. Ellers vil det gå ud over væksten.
- Vi skal gøre hvad vi kan for at holde på flere ældre medarbejdere, siger vicedirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen. Ifølge Steen Nielsen er de vigtigste faktorer for, at seniorer vælger at blive flere år på arbejdspladsen, at de har spændende opgaver, møder anerkendelse fra arbejdsgiveren og at de har et økonomisk incitament til fortsat at arbejde.