23948sdkhjf

Kunstig intelligens løser corona-udfordring

Hvordan kan man hjælpe kunder på den anden side af jorden med at fejlfinde maskiner, når der ikke er mulighed for at rejse derhen?

Den udfordring har det lille Silkeborg-firma One2Feed taget på sig, og virksomheden har udviklet en kunstig intelligens-løsning. Virksomheden sælger automatisk foderudstyr til kvæg.

Med en tablet i hånden kan kunderne få vejledning til fejlfinding og installation af foderudstyret. Den sikrer hjælp tæt på, hvor problemet opstår. App'en viser eksempelvis, hvor man skal sætte ind, og hvilket værktøj, der skal bruges til at løse et problem.

Den ny løsning er udviklet i et MADE demonstrations- og udviklingsprojekt sammen med Alexandra Instituttet.

AR-værktøjet har givet fordele under coronapandemien, hvor One2Feed har været udfordret af, at firmaet ikke kunne sende teknikere ud i verden, når en maskine skulle sættes op.

- Når vi sender vores maskiner til Asien, er det selvfølgelig vigtigt, at vi kan hjælpe vores kunder bedst muligt. Under corona har vi haft udfordringer med, at vi ikke kan tage derud. Her har AR-værktøjet kunnet hjælpe med installation og mulig fejlfinding. Det kan ikke erstatte os fuldkomment, men ved at lave annoteringer på værktøjet, har det været en hjælp til at sikre, at kunden og forhandleren fik en så god opstart som muligt, siger Jesper Scriver, salgs- og supportmedarbejder hos One2Feed.

AR-værktøjet er også blevet brugt til at visualisere for en kunde, hvordan en ny maskine ville se ud i kundens stald.

- Vi kan give potentielle kunder en tablet med værktøjet i hånden, og så kan de selv flytte rundt på en digital udgave af den nye maskine og dermed finde den bedste placering, siger Jesper Scriver.

Programmør Kaspar Rosengreen Nielsen fra Alexandra Instituttet har været ansvarlig for løsningen. Han siger:

- AR er et rigtig kraftfuldt værktøj, da det nedbryder grænsen mellem det digitale og fysiske. Det giver mulighed for at placere informationer som samlevejledninger, dokumentation for udført arbejde eller fejlfindingsguides direkte på den fysiske maskine. Det gør det nemt for brugeren at finde relevant information på en visuel og interaktiv måde fremfor at skulle bladre igennem en lang manual.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094