23948sdkhjf

Uventet 2020-snitter hurtigt rystet af: Har ansat 80 nye medarbejdere siden nytår

Bedst som den århusianske køleproducent Advansor havde investeret et trecifret millionbeløb i nyt hovedkvarter og maskinpark, ramte coronapandemien som en uppercut, man ikke havde set komme.

- Jeg må være ærlig at sige, at det var en kæmpe udfordring. Vi havde lige indviet 10.000 kvadratmeter og lige fået maskinerne på plads, da vi så bliver ramt og må begynde at sende folk hjem og lave alle de her coronatiltag, fortæller Kristian Breitenbauch, CEO for Advansor.

En omsætningsnedgang fra 539 millioner kroner til 498 millioner kroner lyder måske ikke som den helt store katastrofe. Og det viste det sig sådan set heller ikke at blive.

Men Advansor er en virksomhed i kontinuerlig vækst, og omsætningstilbagegangen skal i virkeligheden ses i forhold til en målsætning om at ramme i omegnen af 700 millioner på toppen. 

Virksomheden er gearet til at runde en milliardomsætning om bare tre-fire år.

Om Advansor:

Advansor er etableret i 2006.

Som global markedsledende OEM-producent har Advansor bygget CO2-køleanlæg og varmepumper til supermarkeder og industrikunder verden over.

Produktion på egne fabrikker i Danmark og Polen

Kunder i over 30 lande

Flere end 220 medarbejdere fordelt på 18 nationaliteter

Advansor er en del af det amerikanske industrikonglomerat  Dover Corporation

Europæiske markeder stod stille

Da Advansor gik ind i 2020 havde virksomheden fyldt lagrene op. Ordrebogen var spækket. Alt var klappet og klart til et rigtigt godt år.

- Vi går ind i den anden strategiperiode efter at have fået styr på fundamentet, og så går alt bare i stå frem mod sommeren, fortæller Kristian Breitenbauch.

Så i stedet for at holde blikket mod horisonten og væksten, så måtte producenten pludselig kigge indad og arbejde benhårdt på at holde sammen på virksomheden. For at holde på så mange medarbejdere som muligt.

Ifølge Kristian Breitenbauch, så lykkedes det at holde afskedigelserne nede på omkring 25, mens man kørte arbejdsfordeling og gjorde brug af regeringens hjælpepakker.

- Vores markeder i Europa stod stille. Helt stille, siger Kristian Breitenbauch.

Hos Advansor brugte man også tiden, hvor man ikke kunne rejse og levere til kunderne på at styrke virksomheden internt. Der har kørt flere internationaliseringsprojekter og digitaliseringsprojekter.

Alle de penge, der i 2020 skulle have været brugt på messer og rejser blev i stedet allokeret over i udviklingsprojekter.

- Det har virkelig været en styrke – især i pandemiens udfordringer med begrænset rejseaktivitet har vi kunnet vedligeholde og udbygge relationer til kollegaer og kunder med tekniske træninger, kurser og webinarer med flere tusinde deltagere. Vi har opbygget et stærkt internationalt team fordelt på over 18 nationaliteter, og vi har officielt ti sprog, så vi altid kan møde kunderne på deres sprog og forstå deres kultur, siger Kristian Breitenbauch.

Efterspørgslen eksploderer

Den totale opbremsning i efterspørgslen i 2020 kom som en stor overraskelse. Ligeledes tog indgangen til 2021 en uventet drejning. Men denne gang med modsat fortegn. Efterspørgslen er eksploderet.

- Allerede i uge 8 var vi oppe på et ugentligt output der svarede til en hel måned i 2020. Efter første halvår har vi tredoblet omsætningen på tre år, og år til dato ligger vi allerede på niveau med hele sidste år, fortæller Kristian Breitenbauch.

Siden årsskiftet har man ansat over 80 nye medarbejdere for at kunne følge med. Det er både i produktionen, men også i forskellige administrative roller og på nye områder.

- På vejen tilbage efter Covid-19 ser det ud til at hele verden har endnu større fokus på bæredygtig vækst, og samtidig ligger investeringslysten i hele retailsektoren og værdikæden bag til fødevareproduktion og distribution på et rekordhøjt niveau, forklarer Kristian Breitenbauch.

Advansor blev ramt af coronapandemien i 2020. Men alt taget i betragtning, så er man tilfredse med resultatet på både top og bund. Man sikrede positionen og holdt skindet på næsen i forhold til det finansielle.

Og Kristian Breitenbauch står ikke tilbage for at erklære, at Advansor er blevet en stærkere virksomhed på grund af den massive modgang.

- Vi er kommet styrkede ud af krisen, og det kan vi især takke vores loyale kunder og dygtige medarbejdere for. 

Det er fortsat Advansors målsætning at runde 1 milliard kroner i omsætning om tre-fire år.

Advansor A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 498,3 539,0
Resultat af primær drift 58,5 79,0
Resultat før finansielle poster 60,9 79,0
Årets resultat 45,9 60,7
Balancesum 294,1 248,1
Egenkapital 204,3 158,4
Antal ansatte 174 160
Regnskabsåret blev afsluttet 31. dec. 2020

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.111