De to oliekriser i 1970’erne har stor betydning for, at vi i Danmark og store dele af verden i dag høster store mængder energi fra snurrende vindmøller både på land og til vands.
For det var under oliekriserne, at planerne for vindenergi blev støvet af og fik nyt liv igen. I efteråret 1973 blev Danmark ramt af en den første internationale oliekrise, da de arabiske lande som konsekvens af Yom Kippur-krigen i Mellemøsten begrænsede olieproduktionen og satte priserne på olie drastisk i vejret. Den voldsomme fordyrelse satte den i forvejen skrantende betalingsbalance under pres og blev indledningen til en økonomisk recession i Danmark.