23948sdkhjf

Værftsgiganter vil have nordjyske pumper: Storordre til Svanehøj

Markedet for store containerskibe er i kraftig vækst, og rederierne vælger i stigende grad naturgassen LNG som brændstof til deres nybygninger.

Netop derfor er det af stor strategisk betydning, at Svanehøj nu har sikret sig sine første ordrer på deepwell (DW) fuel-pumper til LNG-drevne containerskibe i den helt store skala. Det er Samsung Heavy Industries og Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering, som har bestilt pumper i Danmark til hele 22 Ultra Large Container Vessels (ULCV) med kapacitet fra 15.000 til 23.500 containere (TEU). I alt 44 pumper i længder á 22 meter skal leveres til Sydkorea inden udgangen af 2023.

- De to ordrer er et gennembrud for os og resultat af en målrettet dialog med værfter og rederier. Vores deepwell-pumper er anderledes end de pumper, man traditionelt anvender på containerskibe. Det giver nogle indlysende fordele, som vi har haft god lejlighed til at fremlægge i processen. Det har rederierne købt fuldstændigt ind på, siger salgsdirektør i Svanehøj, Johnny Houmann, i en pressemeddelelse.

Sammenlignet med andre fuel-pumper opererer Svanehøjs deepwell fuel-pumpe med markant længere serviceintervaller, hvilket gør det muligt at nøjes med to pumper per skib i stedet for normalt tre. Desuden har det i dette tilfælde været en afgørende faktor, at Svanehøjs pumpe er designet, så den kan serviceres omgående uden først at tømme tanken for gas. Endelig er pumpen mere robust overfor urenheder i gassen, hvilket gør den mere driftssikker.

Interessen for LNG har aldrig været større

Ordrerne fra Sydkorea kommer i en periode, hvor markedet for containerskibe er i voldsom vækst. I løbet af blot otte måneder er den såkaldte ”orderbook-to-fleet ratio” for containerskibe vokset fra 8,8 procent til næsten 20procent. Samtidig har flere af de største container-rederier offentliggjort, at de investerer i LNG Dual Fuel-teknologi.

- Interessen for LNG har aldrig været større, og med de nye ordrer som rygstød retter vi nu et øget fokus mod container-segmentet. Vi har i forvejen en rigtig stærk referenceliste, der viser, at vores DW Fuel-pumpe er en gennemprøvet og fremtidssikret løsning. Vi har leveret Fuel-pumper til håndtering af både LNG, LPG og Ethan. Vores pumper anvendes også i projekter om at udvikle skibsmotorer med fremdrivning baseret på ammoniak, som af mange anses for det bedste bud på fremtidens CO2-neutrale brændstof, siger Johnny Houmann.

Svanehøjs salg af fuel-pumper blev tredoblet i 2020 og var kraftigt medvirkende til, at virksomheden kunne øge sin omsætning fra 288 til 388 millioner kroner.

Svanehøj skal til hvert af de 22 containerskibe levere 2 x EFP 24-5 LNG Fuel pump (22 meter) med caisson, fodventil og kontrolsystemer.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.093