23948sdkhjf

Skibsværft fylder ordrebogen med endnu en nybygning

Norsk rederi har netop kontraheret sin anden trawler i Skagen til levering i 2023

Karstensens Skibsværft har fået ordren på en 69,9 meter lang trawler fra en tidligere kunde, det norske rederi Gollenes AS. Rederiet fik tilbage i 2011 leveret den 62,6 meter lange trawler ’Gollenes’, som var værftets byggenummer 415. 

Den aktuelle ordre fra det norske rederi er værftets byggenummer 468, og også denne nybygning får navnet ’Gollenes’, da den skal afløse nybygninger fra 2011 hos rederiet.

Rederiet Gollenes har base i Fosnavåg i Norge, hvorfra det driver kombineret trawlfiskeri; dels pelagisk efter sild og makrel og dels efter industrifisk, kombineret med konsumfisk/hvidfisk. Karstensens Skibsværft oplyser, at det nye fartøj skal drives efter samme principper. 

Sikkerhed og miljø

Den nye ’Gollenes’, der skal leveres i marts 2023, er designet af værftet selv. Design, indretning og arrangementer er blevet til i et meget nært samarbejde mellem rederi og værft. Ifølge Karstensens Skibsværft har rederiet været optaget af innovative løsninger, og der har været lagt speciel megen vægt på at optimere arbejdsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen. 

Mange af erfaringerne fra rederiets nuværende Skagen-byggede skib og værftets portefølje, har derfor været diskuteret og vurderet undervejs i design-processen. Sikkerhed og arbejdsforhold er specielt tilgodeset ved, at den kommende 'Gollenes' i modsætning til den nuværende, vil have hele lastedækket som et vandtæt arrangement. 

Ifølge værftet er den grønne profil varetaget i form af praktiske og effektive løsninger. Der er således stor fokus på skrogets udformning og optimering i forhold til ’Gollenes’s driftsprofil, dette med tanke på lavest mulige brændstofforbrug og dermed CO2-udslip.

14 nybygninger i bogen

I tillæg udrustes fartøjet med elektriske wincher, elektrisk fiskepumpe, varmegenvinding fra alle motorer, LED-belysning overalt samt en række andre tiltag for at sikre det laveste mulige energiforbrug.

Det elektriske wincheanlæg skal leveres af MacGregor Rapp, som også var leverandør til nuværende ’Gollenes’, og rigges for to trawl med tre wincher og fire nettromler. Endvidere arrangeres to pumpestationer på agterskibet, styrbord henholdsvis bagbord. Fiskepumperne er også elektriske.

Endelig indrettes skibet med fabrik, hvor der er maksimal fokus på effektiv arbejdsgang og skånsom fiskebehandling. Der arrangeres også ensilageanlæg for bedst mulig udnyttelse af råvarerne.

Karstensens Skibsværft oplyser til Metal Supplys søstermedie Søfart, at kunden ikke ønsker kontraktprisen offentliggjort.

Med ordren på byggenummer 468 er værftet oppe på at have 14 fiskefartøjer i ordrebogen til levering i de kommende tre år.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.172