23948sdkhjf

Energikæmper indgår aftale om 250 MW havvind og en ny transformatorstation

Ørsted og Hofor har i dag indgået en aftale, der skal sikre grøn strøm til en del af det potentielt 1,3 GW store Green Fuels for Denmark-projekt til produktion af bæredygtige brændstoffer i Storkøbenhavn

Som et led i aftalen mellem Ørsted og Hofor vil parterne arbejde henimod, at Ørsted aftager el-produktionen fra Aflandshage, der er Hofors 250 MW store havvindmølleprojekt i Øresund. Samtidigt vil Hofor få adgang til at placere havvindmølleparkens transformerstation på Avedøreværkets grund.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Ørsted og Hofor vil sammen søge at realisere både tekniske og handelsmæssige synergier mellem de to projekter. Det fremtidige samarbejde og den konkrete udformning af koblingen mellem vindmølleparken og PtX-anlægget forudsætter, at alle myndigheds- og nettilslutningsforhold kan falde på plads.

Såfremt der etableres rammevilkår i Danmark, der fremmer udviklingen af bæredygtige brændstoffer, vil strømmen fra Aflandshage kunne muliggøre dele af Green Fuels for Denmark's anden fase på 250MW, samt dække strømbehovet til projektets første fase.

Udover Green Fuels for Denmark, kan aftalen om Aflandshage potentielt også dække strømbehovet fra det elektrolyseanlæg, der skal levere brint til DFDS' foreslåede, brintdrevne færge mellem København og Oslo, såfremt dette projekt realiseres.

Aflandshage er under udvikling, og såfremt projektet opnår de påkrævede myndigheds-godkendelser, er det Hofors forventning, at projektet kan producere den første strøm i 2024/2025. Strømmen kan føres i land ved Avedøreværket, som Ørsted ejer, og hvor Green Fuels for Denmark også kan placeres.

Om Green Fuels for Denmark

Green Fuels for Denmark er Danmarks mest ambitiøse vision for storskalaproduktion af bæredygtige brændstoffer med et CO2-reduktionspotentiale på 850.000 tons/år. Bag projektet står et partnerskab bestående af A.P. Møller - Mærsk, DSV Panalpina, DFDS, SAS, Københavns Lufthavne og Ørsted.

Nel, Haldor Topsøe og Everfuel er partnere på GFDKs første fase samt udviklingen af anden fase. COWI er videnspartner på projektet. Projektet bakkes op af Molslinjen, Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

Det er partnerskabets vision, at Green Fuels for Denmark skal opføres i tre faser på henholdsvis ca. 10 MW, 250 MW og 1.300 MW i samlet elektrolysekapacitet.

Ørsted vil fortsætte med at afsøge muligheder for at sikre grøn strøm fra yderligere kilder til Green Fuels for Denmark, frem mod at den planlagte energi-hub ved Bornholm kommer i drift.

Kilde: Ørsted/Hofor

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093