Kommer ud med underskud på knap 200 mio. kr.: On Robot vil mere end fordoble salget i år
On Robot kom ud af 2020 med et underskud på 198 mio. kr., men det er som forventet, siger topdirektør Enrico Krog Iversen.
- Det er gået fuldstændigt som forventet. Resultatet er lidt bedre end budgetteret. Men vores omsætning steg kun omkring 50 procent. Det var mindre, end vi havde regnet med. Vi blev også ramt af coronaen, men vi overperformede i forhold til markedet, siger han.
Hvor 2020 bød på lavere omsætning end ventet, så tror Enrico Krog Iversen på meget kraftig vækst i år i salget af robotgribere.
- Vi skulle gerne nå mere end 100 procents vækst i år, siger han.
- Er det realistisk set i lyset af de første måneder af året?
- Ja, vi har haft en ganske fornuftig start på året. Så det er realistisk. Jeg tror vi har gode muligheder for at lavere en flot toplinje i år, siger Enrico Krog Iversen.
Der skulle være plads til en væsentlig udvidelse af produktionen. On Robot har lige taget en ny produktionshal i brug i Odense.
- Nu har vi den plads, vi skal bruge, og vi ansætter løbende flere folk i produktionen, siger han.
Profitabel i 2022
Investorerne bag On Robot har over årene investeret mange hundrede millioner i firmaet.
On Robot regner med et underskud i 2021, men i løbet af 2022 regner firmaet med at nå break even.
- I slutningen af 2022 regner vi med at gå i nul og blive profitable, siger Enrico Krog Iversen.
Han støtter sig på den kendsgerning, at On Robot er den ledende globale aktør inden for gribere til kollaborative robotter.
- Vi har fået en endnu bredere produktpalette med omkring 25 forskellige produkter. Vores markedsposition er endnu stærkere end før, siger han.
On Robot har 165 medarbejdere i hele verden. De to største lokationer er Odense og Budapest. Der er knap 60 medarbejdere i hovedkvarteret i Odense. Begge lokationer har både udvikling og produktion af robotgribere og andet robotudstyr.
On Robot har egne salgskontorer i USA, Singapore, Kina, Japan, Sydkorea, Ungarn, Polen, spaneien, Tyskland, UK, Italien, Sverige og Danmark. Derudover er firmaet repræsenteret via partnere i 58 andre lande.
mio. kr. | 2020 | 2019 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | -50,5 | -78,0 |
Resultat af primær drift | -201,3 | -225,1 |
Resultat før skat | -204,6 | -228,4 |
Årets resultat | -197,6 | -229,3 |
Balancesum | 326,4 | 328,4 |
Egenkapital | 270,4 | 292,0 |
Antal ansatte | 165 | 155 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2021. |