23948sdkhjf

Danske familieejede virksomheder klarer sig bedre gennem pandemien end de globale

PWC’s Family Business Survey 2021 viser, at de danske familieejede virksomheder har klaret sig bedre gennem krisen end de globale familieejede virksomheder.

Globalt har næsten halvdelen oplevet et fald i omsætningen i 2020, mens det kun gælder en tredjedel af de danske familieejede virksomheder. I Danmark oplevede 4 ud af 10 endda en stigning i omsætningen i 2020.

- Undersøgelsen viser, at de familieejede virksomheder, ikke mindst i Danmark, har vist sig modstandsdygtige over for krisen under Covid-19. Det skyldes blandt andet, at de står på et stærkt fundament efter en årrække med vækst, inden krisen ramte, fortæller partner i PWC Karina Hejlesen Jensen.

Hun henviser desuden til, at kun 11 procent af de danske familieejede virksomheder havde behov for tilførsel af kapital i 2020 som følge af Covid-19 mod det dobbelte (21 procent) globalt.

Høje forventninger til vækst efter krisen

Undersøgelsen viser desuden, at andelen af de familieejede virksomhederne, der forventer vækst i de kommende år, ligger højere end globalt.

Hele 70 procent af de danske familievirksomheder forventer vækst allerede i 2021, mens næsten 87 procent har en forventning om vækst i 2022. Til sammenligning gælder det henholdsvis 64 procent og 86 procent globalt.

- De danske familieejede virksomheder har været dygtige til at omstille sig under Covid-19, og de har formået at handle hurtigt og tilpasse sig en ny virkelighed, blandt andet ved øget brug af digitale løsninger. Det giver dem et stærkt afsæt de kommende år, hvor et stort flertal forventer vækst, ligesom der vil være fokus på fortsat at forbedre de digitale kompetencer, forklarer Karina Hejlesen Jensen.

Ifølge PWC’s Family Business Survey 2021 ligger en forbedring af de digitale kompetencer således helt i top på listen over de danske familieejede virksomheders prioriteter for de kommende to år (valgt af 62 procent). Samtidig svarer knap halvdelen af de familieejede virksomheder, at de har stærke digitale kompetencer i dag, hvilket er over det globale niveau på 39 procent.

Klimaansvar højt på dagsorden

PWC’s undersøgelse viser desuden, at klimaansvar er på agendaen for størstedelen af de danske familievirksomheder.

Knap 6 ud af 10 danske familievirksomheder svarer således, at de tager ansvar for at bekæmpe klimaforandringerne. Til sammenligning svarer 5 ud af 10 blandt de globale familieejede virksomheder det samme.

- Klimaforandringerne ligger højt på agendaen hos mange af de danske familieejede virksomheder. Det er dog kun fire ud af ti familieejede danske virksomheder, der har bæredygtighed på tværs af alle deres aktiviteter, mens det gælder for halvdelen blandt de globale, så her er der mulighed for udvikling, fortæller Karina Hejlesen Jensen.

De danske familievirksomheder ønsker desuden at tillægge bæredygtighed større betydning fremover. Således svarer knap halvdelen, at deres forretning skal yde en større indsats for klima og samfund for at få succes fremover. Det er dog kun en tredjedel af de danske familievirksomheder, som allerede har en formaliseret og nedskrevet strategi for bæredygtighed på nuværende tidspunkt, hvilket er på niveau med de globale.

- Mange danske familieejede virksomheder arbejder allerede strategisk med bæredygtighed, men der er plads til forbedringer. Specifikke, målbare og tidsbegrænsede mål for bæredygtighed fremmer fælles prioriteter og skaber dermed resultater og værdi på tværs af virksomheden, og derfor er en klar strategi helt afgørende, slutter Karina Hejlesen Jensen. 

Analysen er baseret på 2.801 interviews med ledere fra familieejede virksomheder fra 87 forskellige lande mellem den 5. oktober og 11. december 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078