23948sdkhjf

Stolt direktør præsenterer det dårligste regnskab i 14 år

Jydsk Emblem Fabrik i Malling syd for Århus har netop aflagt regnskab for 2020. Resultatet lyder på 1,3 millioner kroner før skat, mod 2,0 millioner kroner året før.

- Det er det dårligste resultat i 14 år, men det er dét regnskab, som jeg er mest stolt af, udtaler administrerende direktør Stig Hellstern i en pressemeddelelse.

Da Danmark lukkede ned i marts 2020, stoppede telefonerne med at ringe i den 135 år gamle virksomhed, som blandt andet producerer medaljer og pokaler.

- Det var som om, at et kabel til vores telefoner og til vores e-mails var gravet over. Der var intet at lave. De eneste telefoner, der ringede, var afbestillinger på leverancer til årets store stævner. Det første døgn fik vi afbestillinger for omkring 10 millioner kroner. Det var skræmmende, specielt da alle varer var fremstillet og stod på vores lager, klar til at blive sendt afsted, siger Stig Hellstern.

Ledelsen valgte derfor at sende samtlige medarbejdere hjem på lønkompensation, indtil man fandt ud af, hvad der så skulle ske. Et nyt budget blev lagt, og det var blodrødt. Det viste et underskud på 4 millioner kroner i stedet for et overskud på 3 millioner kroner, fortæller direktøren.

”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”, er der et ordsprog, der hedder. Værnemidler, kreativitet, merchandise og julegaver var de emner, der lynhurtigt blev til virkelighed.

Stille og roligt kom flere og flere medarbejdere tilbage på arbejdspladsen, men i august måtte virksomheden opsige otte medarbejdere. Fire af disse medarbejdere er senere blevet genansat, men hele organisationen blev ændret, og dét har været med til at løfte virksomheden ud af krisen.

I januar har Jydsk Emblem Fabrik desuden opkøbt JM Band, der fremstiller armbånd, billetter, mønter samt printere til oplevelsesøkonomien.  

- Naturligvis er corona-nedlukningerne ikke godt for os, men det er et godt tidspunkt at købe en virksomhed på. Nu har vi tid til at få sat tingene i system og forberede os på, at det kommer til at gå meget stærkt, når verden igen lukker op, fortæller Stig Hellstern.

Jydsk Emblem Fabrik A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 14,4 14,7
Driftsresultat 1,3 2,0
Resultat før skat 1,2 2,0
Årets resultat 1,0 1,6
Balancesum 16,8 13,0
Egenkapital 7,5 8,0
Antal ansatte 30 29
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078