Dansk maskinbygger afskiber rekordstort anlæg til Mellemøsten

Primodan, der har specialiseret sig i at bygge osteanlæg til mejerier, afskiber om få dage en af virksomhedens største ordrer. Det drejer sig om et meget stor anlæg til at producere salatost (fetaost) til et nybygget mejeri i Mellemøsten.
- Vi formoder, at det vil være verdens største anlæg til produktion af hvid ost, fortæller adm. direktør og medejer Lars Henriksen, Primodan. Anlægget har en kapacitet på 400 tons ost om dagen.
- Normalt bygger vi anlæg, der producerer 2-4 tons ost i timen. Det her anlæg producerer omkring 17 tons i timen. Så det er en kæmpe produktion, og anlægget bliver en god reference for os, siger Lars Henriksen. Der er tale om en ordre på et "tocifret millionbeløb".
Primodan har bygget osteanlæg til mejerier i hele verden i årtier, og Mellemøsten er et af de største markeder. Virksomheden ligger i Vipperød ved Holbæk.
Til det nye mejeri skal Primodan levere flere misere og nogle fyldeanlæg, som fylder det færdige produkt i kartoner.
Travlhed
Efter en brat nedgang i efterspørgslen, da coronakrisen startede, er der kommet fart på Primodans markeder igen.
- Vi keder os bestemt ikke. Vi har rigtigt travlt. Selv om vi ikke har kunnet rejse på grund af corona, så går det faktisk fint.
Primodan har blandt andet lige introduceret en ny højhastigheds fyldemaskine til youghurt og flødeost. Den har været en stor succes, og inden for de næste måneder bliver der afskibet to af den slags fyldemaskiner.
- Vi er fuld af fortrøstning. Vi føler, at vi har nogle gode produkter i porteføljen og at vi har en basis for fremtidig vækst, siger Lars Henriksen.