23948sdkhjf

Bundlinje tager kæmpe hop hos Fayard: Stiger med 73 procent

Fayard kommer ud af regnskabsåret 2019/2020 med overskud før skat på 110,7 millioner kroner, hvilket var hele 73 procent mere end året før. 

Omsætningen steg med 31 procent til 857,3 millioner kroner.

I kalenderåret 2020 har Fayard haft 120 dokninger, heraf 10 LNG-skibe, 25 ballastvandsinstallationer (“BWTS”), 26 installationer af røgrensningsanlæg (”scrubbere”), tre ophugninger/dekommissionerede fartøjer og 650 beskæftigede på værftet igennem regnskabsåret.

- Med en stærk kerneforretning som maritim servicevirksomhed og turnkey-leverandør har Fayard igen i år kunnet bistå vores kunder med løsninger af deres behov, herunder relevante miljømæssige forbedringer og teknologimæssige opgraderinger. I en periode med stor usikkerhed som følge af Covid-19 har vi arbejdet med høj kapacitet og beskæftigelse, hvilket kan henføres til en stærk indsats fra vores medarbejdere og samarbejdspartnere, som har udvist stor fleksibilitet og arbejdsomhed på flere niveauer i vores organisation, mens vi samtidig har haft et stærkt samarbejde med vores kunder, udtaler Thomas Andersen, CEO i Fayard, i en pressemeddelelse.

- Vi har haft en række projekter med installationer af røgrensnings-anlæg (”scrubbere”), hvor vi har kunnet løse disse på kort tid. Vi har samtidig i år fået flere ordrer i LNG-markedet efter en særlig certificering, vi fik i januar 2020, og vi har bevæget os ind i et marked, hvor færre og større aktører er til stede, og hvor mere specialiserede ydelser er påkrævede. Vi ser, at LNG-markedet er i vækst for fremtidens skibsfart og er samtidig opmærksomme på de store krav blandt andet dette sætter til vores fortsatte udvikling, siger han videre i meddelelsen.

Samtidig har Fayard en række projekter omkring installation af systemer til behandling af ballastvand.

Selskabet forventer en efterspørgsel på det samme niveau i det kommende år.

- Vi har ikke gjort brug af hjælpepakker i perioden som følge af Covid-19, og det er væsentligt, at vi fortsat får kommunikeret, at hjulene er i gang i den maritime industri. Vi har samtidig fortsat haft et fokus på at fastholde medarbejderkompetencer ved aktivt at arbejde med at rekruttere lærlinge, som udgør over 10 procent af den faste medarbejderstab, afslutter Thomas Andersen.

Fayard er 100 procent ejet af Fayard Holding ApS. Koncernen består ud over Fayard A/S også af et ejerskab på 48 procent af Elvstrøm Sails A/S, som har givet et positivt resultat i regnskabsåret.

Koncernens samlede resultat er for regnskabsåret 2019/2020 på 176,4 millioner kroner før skat, og der forventes et resultat på samme niveau eller lavere i det kommende regnskabsår for hele koncernen, fremgår det af meddelelsen.

Fayard A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Nettoomsætning 857,3 652,8
Resultat af ordinær primær drift 94,7 53,5
Resultat før skat 110,7 63,9
Årets resultat 86,2 49,6
Balancesum 272,2 246,2
Egenkapital 136,7 100,4
Antal ansatte 650 500
Regnskabsåret blev afsluttet den 30. september 2020

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109