23948sdkhjf

Rea Automatdrejning ruster sig til komplicerede emner: Ned til én mys nøjagtighed

Den fynske underleverandør har oprustet markant i sin kvalitetskontrol.

Det er sket med investeringen i en ny Wenzel LH87 3D koordinatmålemaskine.

- Det har lidt at gøre med de emner, vi producerer, som bliver mere og mere komplicerede. Før var det mere simple drejedele, vi lavede, men vi ser, at der kommer finere tolerancer på det hele. Det er nok nogle af de ting, vi skal vænne os mere til her i Vesteuropa. Mange af de simple drejedele ryger jo til Østen, siger Peter Nielsen, teknisk direktør og medejer af REA Automatdrejning.

Efterspørges af kunder

For den fynske virksomhed er der tale om en helt ny type udstyr, som Peter Nielsen i høj grad ser som en investering i fremtiden.

- Der er øgede krav om dokumentation fra kunderne. Jeg har en god kunde, som har sagt, at hvis vi ikke kan måle hans emner, så er der ikke noget samarbejde fremadrettet. Så måtte vi ud og investere, konstaterer han og tilføjer med et smil, at den investering nok var kommet under alle omstændigheder.

Nyt målerum

Samtidig med investeringen i den nye Wenzel har REA Automatdrejning benyttet lejligheden til at opbygge et decideret målerum.

- Sådan en maskine kræver klimarum og skal helst arbejde i 20 grader celsius plus/minus 1 grad. Den, vi har købt, er en premium-maskine, så den er ret præcis. Den ligger faktisk på 1 mys nøjagtighed, som er temmelig fint. Det kræver en konstant temperatur, så vi har måttet bygge et målerum til den, fortæller Peter Nielsen, og fortsætter:

- Vi havde sådan set brug for et større rum under alle omstændigheder, så når vi nu har investeret i den her, var det selvfølgelig en kærkommen lejlighed til at få lavet et ordentligt målerum. Vi sætter så også vores andet måleudstyr derover. Det hele bliver samlet på ét sted centralt i fabrikken, så man ikke skal rende for meget rundt.

Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125