23948sdkhjf

Give Steel mander op efter rekordstor Femern-ordre

Virksomheden Give Steel i Brande får brug for flere folk, efter virksomheden i sidste uge landede den største ordre i virksomhedens historie. Give Steel skal levere stålkonstruktionerne til den nye tunnelelementfabrik, hvor betonelementerne til Femern-Bælt forbindelsen skal produceres. Virksomheden skal producere mere end 8.000 tons stålkonstruktioner bestående af mere end 20.000 stålspær, søjler og bjælker. Det betyder, at der i år og de kommende år skal mandes op hos Give Steel for at kunne følge med.

Flere hundrede arbejdspladser

- Vi er i Give Steel i dag 430 medarbejdere og regner med at oprette mellem 150 og 200 nye stillinger over de næste 2 år. Dertil kommer de nye jobs som vores underentreprenører vil generere, hvilke formodentligt vil ligge i det samme leje, siger administrerende direktør i Give Steel, Torben Larsen, som er glad for, at den kommende Femernforbindelse på den måde er med til at skabe arbejdspladser i Danmark.

- Vi opretter yderligere 5-10 nye lærepladser, relateret direkte til projektet. Det er således min forventning, at vi kan øge antallet af lærlinge fra nuværende 30 til 50 over de næste 2 år. 
Vi er stolte af, at vi producerer alle vores stålkonstruktioner i Danmark og vi ved, det også har været vigtigt for vores kunde Femern Link Contractors at kunne bidrage til danske arbejdspladser, lyder det fra direktøren.

Give Steel er konkurrencedygtige blandt udenlandske producenter på grund af store investeringer i teknologi. Ordren et eksempel på, hvordan robotter kan skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark. Alle stålkonstruktioner til projektet i Rødby bliver produceret i Brande. Men det vil alligevel kaste arbejdspladser af sig flere steder i landet.

- Femern-forbindelsen er så stort et byggeprojekt, at det gerne skal komme hele Danmark til gode. I forhold til lærepladser har vi indgået en aftale med Lolland Kommune om at oprette lærepladser til udfordrede unge fra Lolland på fabrikken i Brande. Vi har som virksomhed gode erfaringer med at give unge på kanten af arbejdsmarkedet en chancen for en uddannelse, forklarer Torben Larsen.

Tunnelelementfabrikken skal producere første element til Femern Bælt-tunnelen fra slutningen af 2023 og det sidste i sidste halvdel af 2026. Femern forbindelsens 18 km lange tunnel forventes at stå færdig midt i 2029.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104