23948sdkhjf

Ny olierenser sørger for helt ren hydraulikolie

Danitech har udviklet en ny olierenser, som kan hjælpe maskinbyggere og serviceteknikere

Sønderjyske Danitech har udviklet en ny olierenser, P1, som kan rense hydraulikolie til høj renhedsgrad.

Virksomheden skriver, at 80 procent af alle hydrauliske nedbrud er knyttet til dårlig olierenhed. Det er baggrunden for, at Danitech har udviklet en olierenser målrettet mod maskinproducenter og servicevirksomheder.

- Vores nye Oil Purifier Type P1 hjælper maskinproducenter med at rense og dokumentere renhedsgraden af deres maskiner, inden de forlader produktionslinjen. Dermed vil de levere et bedre produkt til deres kunder, samt sænke reklamations-relaterede omkostninger. Ny hydraulikolie er ikke ren fra olieproducenten. Derfor er det vigtigt, at man som maskinproducent renser olien ifølge ISO 4406-anbefalingerne for at undgå dyre og unødvendige reklamationer, siger direktør Arne Iversen, Danitech.

Til servicevirksomheder

Danitech sigter også mod serviceteknikere, som er udekørende.

- Med vores olierenser slipper serviceteknikere for at slæbe rundt på tunge olietønder. Olierenserens ergonomiske design gør arbejdet mere behageligt og højner kvaliteten, da de undgår påfyldning af ny urenset hydraulikolie, siger han.

Offlinefilter

Olierenseren er udstyret med et offline cellulosefilter, der fjerner faste partikler, nedbrydningsprodukter og vand fra det hydrauliske system. Der er også en partikeltæller installeret, som informerer operatøren, når det korrekte ISO 4406-renhedsniveau er nået.

Danitech skriver, at en olierenser kan være en rigtig god investering, især når man sammenligner den med jævnlige udskiftninger af online (by-pass) cirkulationsfiltre, samt besparelsen på selve hydraulikolien.

Danitech har solgt omkring 60 olierense-enheder til maskinproducenter i Skandinavien, og virksomheden mærker en stigende interesse for dets produkter.

Danitech har til hensigt at lancere nye typer olierensere fremover.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095