23948sdkhjf

Nordjysk støberi investerer millioner i fremtidens teknologi

K.B. Hanssons Metalstøberi, der har hjemme i Blære nord for Aars, har investeret i en helt ny 3D-sandprinter.

Printeren er leveret af den tyske afdeling fra ExOne, og er af modellen S Max Pro, som er nyeste skud på stammen inden for denne teknologi.

- Vi skal bruge den til at printe nogle af vores kerner, for eksempel til impeller til løbehjul og til at printe kerner til manifold og lignende, forklarer Thomas Nielsen, der er direktør hos K.B. Hanssons Metalstøberi.

Sandkernerne bruger støberiet, fordi det er vanskeligt eller endda umuligt at efterbearbejde de indvendige dele af et emne, og med kernen bliver det mere præcist.

Vil hjælpe andre støberier

For KB Hanssons Metalstøberi er der tale om en investering i omegnen af 10 millioner kroner. Thomas Nielsen har gået og kigget på teknologien i flere år, inden han slog til. - Vi brugte rigtig mange penge på printede kerner i udlandet og mente, at det var på tide, at der skulle ske noget nyt på den front. Så forventningen er, at vi nu kan spare en del penge på at printe vores egne kerner. Der er jo samtidig andre støberier, der også bruger kerner i deres emner. Mange af dem, der laver prototyper, bruger det også. Så jeg håber, at vi med kortere leveringstider, mindre transportomkostninger og dansk arbejdskraft kan få vores danske industriindkøbere til at købe det hos os i stedet for at bestille i udlandet, siger han.

- Jeg er ikke så bange for at lave investeringen, når det nu er den første i Danmark. Der er jo en der skal være den første, tilføjer Thomas Nielsen.

Nyeste teknologi

Maskinen kom op at køre umiddelbart før jul, og i løbet af de kommende uger installeres den sidste automatik på maskinen.

- Der er alt det nyeste software. Det er nogle maskiner, de har produceret i mange år, men den her kan noget mere. Der er blandt andet fuld overvågning, så vi kan følge den hele tiden, og se hvert eneste lag den lægger, forklarer Thomas Nielsen.

Maskinen arbejder med en kassestørrelse på 1.800x1.000x700 mm.

- Den kan lave en helt fyldt kasse på cirka 12-13 timer. Man kan også sagtens køre en halv kasse, men det koster jo mere. Så man skal helst have kasserne fyldt helt op hver gang, for det er det billigste, fortæller Thomas Nielsen.

- Netop derfor satser vi på også at kunne hente nogle eksterne opgaver til den, slutter Thomas Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125