Nederman’s samlede omsætning nåede i 2011 op på 2,0 mia. svenske kr. (1,7 mia. kr.), og det svarer til en stigning på 8,4 % sammenlignet med året før.
På bundlinjen blev overskuddet efter skat firedoblet fra 21,2 mio. svenske kr. (18,0 mio. kr.) i 2010 til 86,8 mio. svenske kr. (73,5 mio. kr.) i 2011.
Fremgangen dækker dog over vidt forskellige udviklinger på Nederman’s markeder. I blandt andet Sverige og Norge kan man rapportere om en positiv udvikling, mens tingene går mere trægt i Danmark.
- I Danmark er markedet som helhed svagt, men vi ser på trods af dette en stabil ordreindgang, skriver Nederman i sit regnskab.
- Udsigterne for de europæiske markeder er svær at forudsige især på grund af gældskrisen. Dog er der flere markeder som fx Sverige, Norge, Polen og Tyskland, som fortsat viser god efterspørgsel, mens udviklingen i andre lande som fx Danmark og Spanien er mere usikker, skriver Nederman videre.