23948sdkhjf

Dansk Polyglas lander stor offshore-ordre

Kompositvirksomheden Dansk Polyglas i Nr. Broby har landet endnu en kontrakt på design og fremstilling af TP-covers til en havvindmøllepark.

Denne gang er det til Changfang and Xidao Offshore Wind Farm ud for Taiwan.

Kontrakten er indgået med Copenhagen Offshore Partners og Bladt Industries, og omhandler design og fremstilling af 52 styk TP-covers, som med en diameter på 6.600 mm bliver de hidtil største for Dansk Polyglas.

- Vi skal i dette projekt, som i alle øvrige offshoreprojekter, designe, udvikle og fremstille en vandtæt og holdbar løsning indeholdende en lang række indbyggede features og HSE-forebyggende foranstaltninger, udtaler Kurt Nielsen, anden generations ejerleder af Dansk Polyglas.

- Vores løsning er den mest avancerede og sikre på det globale marked, og efterspørgslen er derfor steget markant, fortsætter han.

Dansk Polyglas råder over 3.000 kvadratmeter produktionsfaciliteter, men i takt med at efterspørgslen på større og større løsninger er stigende, er virksomheden nu på udkig efter yderligere produktionsfaciliter eller en helt anden produktionslokalitet.

- Vi er ganske enkelt ved at være vokset ud af vores lokaler, og derfor er vi gået på udkig efter alternativer som sikrer, at vi kan følge med den fremtidige efterspørgsel. Lokaler nær motorvej eller alternativt i et havneområde vil grundet emnernes størrelse klart være at foretrække, vurderer Kurt Nielsen

Dansk Polyglas beskæftiger p.t. 20 medarbejdere, men i takt med at efterspørgslen stiger, er virksomhedens behov for dygtige medarbejdere ligeledes stigende.

- Det er ingen uddannelse indenfor vores felt, og derfor er vi nødsaget til at oplære vores medarbejdere fra bunden, hvilket typisk tager helt op til to år, slutter Kurt Nielsen.

Med det øgede fokus på grøn energi forventer virksomheden at lande mange flere lignende projekter i de kommende år.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08