23948sdkhjf

Konjunkturpilen peger opad i metalbranchen

For første gang siden coronapandemiens udbrud kommer konjunkturbarometeret for metalindustriens produktion reelt i plus. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. 

Konjunkturbarometeret for den samlede produktion i metalindustrien endte på +21 for september, oktober og november. Det er klart det højeste niveau, siden coronapandemien fik fat i Danmark.

- Når konjunkturbarometeret går i plus, betyder det, at der er flere virksomheder, som har oplevet, at produktionen steg i de tre måneder, end der har oplevet, at produktionen faldt, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom fra Tekniq Arbejdsgiverne, som repræsenterer 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal, og fortsætter:

- Det er helt klart positivt, men det kommer på en lidt kedelig baggrund, for metalindustrien har været og er stadig ramt af coronakrisen – også noget hårdere end industrien i al almindelighed. Det skyldes blandt andet, at omsætningen i metalindustrien i høj grad er afhængig af eksport. Så selvom den faktiske produktion i de sidste tre måneder ser bedre ud end de foregående mange måneder, må man tøjle begejstringen en anelse, siger Maria Schougaard Berntsen.

Hver anden i metalindustrien vurderer fortsat, at eksportordrebeholdningen er utilstrækkelig. Og heller ikke når den indenlandske efterspørgsel medregnes, er tallene prangende. I alt vurderer 45 procent af virksomhederne ifølge tal fra Danmarks Statistik, at den samlede ordrebeholdning er utilstrækkelig.

- Når vi ser på hele erhvervslivet under ét, så har november budt på et lille fald på den såkaldte erhvervstillidsindikator. Det samme gælder forbrugertilliden. Der er ikke nogen tvivl om, at både erhvervslivet og forbrugerne holder nøje øje med, hvad der sker med andenbølgen af coronapandemien både i Danmark og i vores europæiske samhandelslande. Det får stor betydning for den danske økonomi, hvilken vej det går, og det afspejler sig i tillidsindikatorerne, siger Maria Schougaard Berntsen, og uddyber: 

- Derfor er det naturligvis af allerstørste vigtighed, at politikerne holder fokus på, hvordan virksomhederne kan komme styrket ud på den anden side af pandemien. Det gælder om at udnytte og udbygge vores styrkepositioner for eksempel inden for eksport, grøn omstilling og digitalisering, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11