23948sdkhjf

Ordning om arbejdsfordeling forlænges med et år

For at understøtte arbejdsmarkedet blev der tidligere i år indgået en midlertidig aftale om en såkaldt arbejdsfordelingsordning.

Nu er regeringen enedes med arbejdsmarkedets parter om at forlænge ordningen, så den i stedet for at udløbe ved slutningen af 2020 løber frem til og med slutningen af 2021.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet fredag morgen i en pressemeddelelse.

Hensigten med arbejdsfordelingsordningen er at undgå fyringer, ved at medarbejderne fordeler arbejdet mellem hinanden. Det sker konkret ved, at de deler det arbejde, der er, og i den resterende tid uddanner de sig eller er hjemme på dagpenge.

Ud over forlængelsen er der også enighed om en række andre forhold omkring ordningen.

Blandt andet har man gjort den mere fleksibel, så arbejdsmarkedets parter kan aftale, at virksomhederne på deres overenskomstområde får mulighed for at nedsætte arbejdstiden med op til 80 procent frem for de nuværende 50 procent.

Medarbejdere i ordningen kan modtage en forhøjet dagpengesats og trækker ikke på deres toårige dagpengeret, mens de er i ordningen.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har man ønsket at forlænge ordningen, fordi den er et vigtigt redskab for særligt de brancher og lønmodtagere, som er hårdest ramt af de globale følger af coronakrisen.

- Derfor har det været vigtigt for os at lave en lang forlængelse helt indtil udgangen af 2021 for at få noget ro og stabilitet og for at holde flest mulige danskere i deres arbejde, siger ministeren.

I øjeblikket er mere end 7.000 personer på ordningen ifølge Beskæftigelsesministeriet.

Selv om det kan virke som et relativt lille antal på et privat arbejdsmarked med i underkanten af to millioner lønmodtagere, så mener Peter Hummelgaard, at ordningen er en succes.

- Det mener jeg helt klart. Når vi ser, hvem der bruger ordningen, så er det især medarbejdere inden for blandt andet lufttransport, hoteller, restaurationer og oplevelsesøkonomi, ligesom der er nogle enkelte eksportvirksomheder.

- Vi kan også se, at det blandt andet er i hovedstadsområdet, at ordningen bliver brugt rigtig meget. Det er også der, at vi har nogle af de brancher, der er allerhårdest ramt af coronakrisen.

- På den måde virker det til at være et redskab, der passer som fod i hose, de steder hvor man også er hårdest ramt, siger Peter Hummelgaard.

/Ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078