23948sdkhjf

Svanehøj køber del af Force Technology

Svanehøj satser målrettet på at styrke sin serviceforretning. Pumpevirksomheden med hovedsæde i Svenstrup ved Aalborg har netop overtaget Force Technologys Marine Equipment Service-afdeling, der beskæftiger 20 medarbejdere i Frederikshavn.

Svanehøj sidder i forvejen på størstedelen af verdensmarkedet for fremstilling af pumpesystemer til LPG-tankere.

Hensigten med opkøbet er at opnå en tilsvarende position på servicemarkedet ved at tilføre omfattende viden og kompetence inden for service og kalibrering af pumper, kompressorer, ventiler og instrumentering på gastankskibe.

- Vi ser et stort potentiale for vækst i vores serviceforretning, fordi vi i forvejen er inde som leverandør til de største værfter og rederier. Markedet for gastankskibe vil udvikle sig positivt i de kommende år, og med dette opkøb bliver Svanehøj en one-stop shop, som både leverer pumpesystemerne og håndterer den samlede serviceopgave, siger CEO i Svanehøj, Søren K. Nielsen, i en pressemeddelelse.

Certificeringer bringer Svanehøj i front

Hos Svanehøj betegner direktør for service og aftersales, Morten Christian Larsen, opkøbet som et stort og meget vigtigt skridt i Svanehøjs strategi om at udvikle sin serviceforretning. Force Technologys Marine Equipment Service-afdeling er den eneste operatør i branchen, som er certificeret til at udføre service for Burchhardt Compression. Med overtagelsen vil Svanehøjs serviceafdeling således fremadrettet repræsentere de absolut største leverandører af pumper og kompressorer til LPG-segmentet.

- Med opkøbet bliver vi den første serviceleverandør på markedet, der kan tilbyde certificeret service af både Svanehøj-pumper og Burckhardt-kompressorer samt godkendelse af certifikater for de japanske toldmyndigheder. Det er ganske unikt og vil gøre det attraktivt for mange redere at placere deres samlede service og vedligehold hos os, siger Morten Christian Larsen.

Kristian Bertelsen, afdelingsleder i Force Technology Marine Equipment Service siden 2011, fortsætter som service manager i Svanehøj fra den nuværende adresse på Andelskaj 5 i Frederikshavn, hvor Svanehøj overtager Force Technologys lejemål. Han ser frem til at udnytte de muligheder, der opstår ved at skabe én stor serviceafdeling med cirka 50 ansatte under Svanehøj.

- Svanehøj står stærkt inden for pumper, men har manglet kompetencer til at servicere kompressorer, ventiler og instrumentering. Det får de nu i form af 20 medarbejdere med erfaring fra utallige dokninger. Sammen skaber vi en serviceoperatør, som vil være i stand til at tage betydelige markedsandele i de kommende år, siger Kristian Bertelsen.

Ambitiøs strategi skaber vækst og arbejdspladser

Opkøbet af Force Technology Marine Equipment Service er led i en ambitiøs vækststrategi, der blev søsat i forbindelse med et ejerskifte i efteråret 2018. Her købte investeringsselskabet Solix det daværende Wärtsila Pumps med de anerkendte pumpebrands; Svanehøj, Hamworthy Pumps, Eureka og Dolphin, og etablerede Svanehøj Group med hovedsæde i Danmark og aktiviteter i Singapore, Storbritannien, Japan og Kina.

 - Solix er en dedikeret investor, der ønsker at udvikle Svanehøjs markedsposition i et langsigtet perspektiv. Det har givet os mulighed for lægge en meget ambitiøs strategi og vækstplan med fokus på at gøre Svanehøj til en nøgleaktør i skibsfartens grønne omstilling. Vi har allerede opnået stærke resultater, og med dette opkøb bygger vi videre på den positive udvikling, siger bestyrelsesformand i Svanehøj Group, Søren Ø. Sørensen.

Målet for Svanehøj Group er at tredoble omsætningen over en femårig periode frem mod 2023. Virksomheden tog allerede i 2019 det første store skridt med en vækst på hele 66 procent, og trods Covid-19 pandemiens udfordringer bliver 2020 også et vækstår. Det er en udvikling, der skaber arbejdspladser. Alene på hovedkontoret i Svenstrup er der ansat mere end 60 nye medarbejdere siden ejerskiftet, og den samlede medarbejderstab i Svanehøj Group er med det aktuelle opkøb vokset til 260 medarbejdere, heraf knap 150 i Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095