23948sdkhjf

To gange Hermle skal producere storordre hos Formkon

Skive-virksomheden investerede i foråret i to nye fræsecentre fra Hermle, som nu efterhånden er ved at være oppe i fulde omdrejninger.

Der er dels tale om en femakset Hermle C650 med et arbejdsområde på X1.050 mm, Y900 mm og Z600 mm og dels en treakset Hermle C400 med et arbejdsområde på X850 mm, Y700 mm og Z500 mm.

- De to maskiner er indkøbt specifikt til en stor ordre, som vi landede sidste år. Meningen er, at de primært skal køre fire forskellige produkter til den ordre. De er købt stand alone – altså uden robot - og det er fordi, køretiderne på de her produkter er så lange, at det ikke rigtig vil give mening for os at lave et robot-setup, siger produktionschef hos Formkon, Martin Løgsted.

De to maskiner kommer dog ikke til at køre ordren 24/7, i og med at komponenterne hertil ikke skal leveres i et fast flow. Derfor har Formkon ved indkøbet sørget for at gøre maskinerne ekstra fleksible.

- Vi har bygget dem op med nogle zero-clamp paletter, så der er hurtig-skift i maskinerne. Vi bruger dem så til at lave indkøringer på til vores fuldautomatiske maskiner. Vi har to femaksede C42’ere, og for ikke at belaste robotterne med indkøringer, altså hvor vi ikke udnytter robotten, så laver vi indkøringer på specielt 650’eren. Indkøringer er jo tit mandskabstunge, men ikke robottunge, og når de er godkendt, så flytter vi dem over på de andre maskiner. Det er simpelthen for at få en bedre udnyttelse af robotcellerne, forklarer Martin Løgsted.

Det er dog den vundne ordre der har førsteprioritet på de to nye maskiner, og de er bevidst indkøbt i to forskellige størrelser for at kunne supplere hinanden bedst muligt.

- Den ene er treakset og den anden femakset, så det giver næsten sig selv, at de skal supplere hinanden. Der er flere forskellige operationer på hvert emne, så de operationer, der kan køre på den treaksede, dem vælger vi at køre der, fordi den alt andet lige er billigere per time end den femaksede. Så på den måde supplerer de hinanden fantastisk. Og de deler også palettesystem, så emner bliver flyttet fra maskine til maskine uden nedspænding. Det giver også bare nogle fordele på tolerancen, fortæller Martin Løgsted.

Ordren, som de to maskiner er købt ind til, kommer som minimum til at løbe gennem hele 2021 og formentlig også et stykke ind i 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094