23948sdkhjf

Ingen bremse på praktikpladser i Skjern

DI Midt Vest har valgt at give årets PraktikPladsPris til Skjern Bremser

DI Midt Vest har valgt at give årets PraktikPladsPris til Skjern Bremser. Virksomheden får prisen for at tage et meget stort ansvar for at uddanne morgendagens arbejdskraft. De har hævet antallet af lærlinge fra tre til 11 ud af en arbejdsstyrke på 50 på deres tre adresser i Midt-, Vest- og Sønderjylland. Det skriver Erhvervsmediet DI Business.

- Skjern Bremser viser i handling og ikke bare fine ord, hvad der skal til. Dermed bliver de den gode rollemodel, siger Claus Arberg, formand for DI Midt Vest.

Det er især klejnsmede- og lastvognsmekanikerlærlinge, der får deres praktiske uddannelse hos Skjern Bremser. Det er to fagområder, der ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering allerede i dag er stor mangel på i Vestjylland.

- Derfor er der ekstra grund til at hylde Skjern Bremser for indsatsen. Ikke mindst i disse tider, hvor coronabekymringer og nye restriktioner lægger en dæmper på mange ting, siger Claus Arberg.

Claus Arberg pointerer, at generelt gør virksomhederne i Midt- og Vestjylland et rigtig godt arbejde på lærlingeområdet. Men udfordringen er ofte mangel på lærlinge til at fylde lærepladserne ud.

- Derfor er det også vigtigt, at vi får vist de spændende karriereveje med de erhvervsfaglige uddannelser. Vi skal gerne have flere til at gå den vej, om det så er direkte fra folkeskolen eller via en gymnasial uddannelse, siger Claus Arberg.

For Skjern Bremser & Skelhøje Vognfabrik har der aldrig været tvivl om, at bidraget til at uddanne den næste generations håndværkere hører med til at drive en seriøs virksomhed.

- Vi oplever det tilmed som en fornøjelse at se udviklingen hos et ungt menneske, der finder sit rette erhverv og vokser med opgaven igennem uddannelsesforløbet, siger Flemming Zachariassen og Leif Jørgensen, indehavere af Skjern Bremser og Skelhøje Vognfabrik.

Stor mangel på faglærte

DI uddeler i både 2019 og 2020 en pris til 25 medlemsvirksomheder over hele landet, der gør en særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

Knap hver femte virksomhed i de brancher, som DI repræsenterer, har forgæves forsøgt at rekruttere nye faglærte medarbejdere. Udfordringen vil ikke blive mindre, efterhånden som flere ældre årgange går på pension. Fremtidens faglærte skal uddannes i dag.

Det er derfor afgørende, at virksomheder opretter flere praktikpladser til lærlinge og elever, så vi kan få flere dygtige faglærte. Mange virksomheder hos DI gør det allerede godt, og nogle af dem ønsker DI at hædre og fremhæve som gode eksempler for andre virksomheder i alle DI-regionalforeninger.

Prisuddeling fandt sted på virksomhedens adresse i Skjern, hvor borgmester Hans Østergaard var tilstede.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.521