23948sdkhjf

Mød den nyvalgte bestyrelse for Odense Robotics

Onsdag blev der udpeget en bestyrelse for Danmarks nye robot- og droneklynge.

Det fortæller Odense Robotics i en pressemeddelelse.

I bestyrelsen finder man en række af industriens vigtigste aktører: Henrik Anker, CEO for Gibotech, blev udpeget som formand og Casper Hansen, CEO for Technicon, fik posten som næstformand.

 - Nu har Danmarks robot- og droneklynge en stærk bestyrelse, der er bredt geografisk forankret og inkluderer alle grene af erhvervslivet samt forskning og udvikling. Vi er ambitiøse på klyngens vegne, og jeg ser meget frem til at komme i gang med at bygge videre på Danmarks styrkeposition og realisere potentialet for vækst og innovation blandt virksomheder i hele landet, siger bestyrelsesformand Henrik Anker.

Bestyrelsen for Odense Robotics er sammensat for at favne hele økosystemet med repræsentanter fra erhvervslivet, videninstitutioner og GTS'er, kommuner og investorer. Sammen skal bestyrelsen nu sætte retningen for klyngens aktiviteter.

- Jeg glæder mig til at bygge videre på det stærke fundament, vi har i Danmarks robot- og dronebranche i dag. I samarbejde med virksomheder og videnspartnere skal den nye landsdækkende klynge sætte turbo på industriens vækst og innovation. Sammen skal vi skabe endnu flere muligheder for, at danske robot-, automation- og dronevirksomheder i hele landet kan udvikle nye teknologier og øge deres konkurrencekraft, siger næstformand Casper Hansen.

 Bestyrelsen: 
Henrik Anker, CEO, Gibotech (formand)
Casper Hansen, CEO, Technicon (næstformand)
Henrik Bindslev, dekan, SDU
Stefan Birkbjerg Andersen, stadsdirektør, Odense Kommune
Jakob Fredsted, vice president, Danfoss Drives
Anne-Lise Høg Lejre, direktør, DTI
Henrik Pedersen, dekan, AAU
Marianne Thellersen, senior vice president, DTU
Finn Jäger-Rasmussen, senior vice president, Terma
Jørn Tholstrup Rohde, bestyrelsesformand, Blue Ocean Robotics
Esben Østergaard, CEO, Reinvest Robotics.

Bestyrelsen blev udpeget på et konstituerende bestyrelsesmøde efter klyngens stiftende generalforsamling i går.

Virksomhedsrepræsentanterne er udpeget for de kommende to år, mens repræsentanterne for videnspartnere og kommuner er udpeget for de kommende fire år.

Den nationale robot- og droneklynge skal have sekretariat i Odense samt regionale hubs i Aalborg, Århus, Odense, København og Sønderborg.

Klyngen er en videreudvikling af sammenlægningen af den fynske klynge Odense Robotics, den nationale droneklynge UAS Denmark og Innovationsnetværket RoboCluster.

Den nationale robot- og droneklynge blev udpeget af uddannelses- og forskningsministeriet den 1. oktober som en af en række nye nationale klynger, som fra 2021-2024 skal skabe samarbejde mellem forskere og virksomheder og dermed skabe mere innovation i samfundet.  

Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078