23948sdkhjf

Efter millionordrer: Thisted-virksomhed udvider produktionen

Der rykker snart nye maskiner og nye støbeværktøjer ind på plastvirksomheden Hexa-Cover, der fremstiller flydebrikker i genanvendt plast.

Årsagen er, at to ordrer netop er landet i bogen hos Hexa-Cover om at levere i alt 82.000 kvadratmeter flydelag til projekter i henholdsvis Sydamerika og Chile.

- Vi skal ud at investere i nye maskiner og støbeforme til vores produktion, der kører 24-7, fortæller Søren Madsen, der er administrerende direktør i Hexa-Cover.

Hexa-Cover producerer sprøjtestøbte flydebrikker, der bruges i fx gylletanke og andre tanke i industrien for blandt andet at hindre fordampning af væsken til omverdenen.

Til de to nyeste ordrer, skal der i alt bruges 550 ton genanvendt plast, fortæller Søren Madsen.

Vi tilpasser os

Af konkurrencehensyn vil han ikke sige, hvor mange nye værktøjer og maskiner, det drejer sig om, men det er i hvert fald ikke første gang, at fabrikken må skrue op for produktionen, fortæller han.

- Vi har udvidet produktionen løbende, siden den spæde start i 2004. Vi tilpasser, så vi kan mande op efterhånden, som ordrerne løber ind, siger Søren Madsen.

Og selvom der skal nyt hardware til, så betyder det ikke en udbygning af faciliteterne i Thisted.

- Vi kan godt være her, med den plads, vi har nu. Det er klart, at vi hele tiden ser på at udnytte pladsen optimalt, men vi har ikke brug for at bygge til i denne omgang, fortæller Søren Madsen.

Primært eksport

Udover produktionen i Thisteds industrikvarter, så bliver der også lavet Hexa-Cover flydebrikker på matrikler i henholdsvis Canada og – som seneste skud på stammen – Australien. De steder fungerer både som indsamling af materialer og som distribution af de færdige flydebrikker.

Og langt det største marked for Hexa-Cover ligger da uden for Danmarks grænser.

- 99 procent af det, vi laver i Thisted, går til eksport. Vi har også salg til Danmark, men de ordrer er typisk mindre end dem, vi kan lande i udlandet. Tag bare de 82.000 kvadratmeter, vi står og skal levere nu. Der skal en del industrielle tanke i Danmark til, før vi når den mængde, siger Søren Madsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078