23948sdkhjf

WeldingDroid-iværksætter sælger nebengesjæft fra

Den sønderjyske virksomhed KO-nstruction har overtaget KEC Consult.

- Jeg har ikke tid til at koncentrere mig om to firmaer på én gang. Gør jeg det, forsømmer jeg begge, og det vil jeg ikke. At Kenneth Oksen fra 1. oktober overtager KEC Consult kan simpelthen ikke blive bedre for mine kunder. Han kan sit kram.

Det siger Kevin Eggert Christensen, der blev landskendt, da løverne Jesper Buch og Jacob Risgaard i programmet ”Løvernes hule” investerede i Kevins firma WeldingDroid.

Fremadrettet bruger Kevin sin tid på udvikling af avancerede svejseteknologiske løsninger, mens Kenneth Oksen fra firmaet KO-nstruction i Bedsted ved Løgumkloster udbygger sin platform og tilbyder produktionsklare 2D- og 3D-tegninger til konstruktion af maskiner og bygningstål.

Kenneth Oksen, 37 år, er uddannet smed og har siden taget en uddannelse som produktionsteknolog og arbejdet som konstruktør og produktionschef hos blandt andet Logitrans i Ribe og i Belø Gruppen i Bedsted.

I 2016 etablerede han firmaet KO-nstruction ApS med speciale i 3D maskinkonstruktioner og komplekse bygningsstålkonstruktioner udført i AutoDesk Inventor og SolidWorks. Når det drejer sig om mindre komplekse bygningstål som eksempelvis søjler og spær kan disse udføres i 2D i AutoCad.

Kenneth Oksen beskæftiger tre medarbejdere med baggrunde som værktøjsmager og speciale i produktion af pres- og støbeværktøjer samt maskinkonstruktør.

Ved årsskiftet 2019/2020 ville Kenneth Oksen videre med sin virksomhed. Han præsenterede med hjælp fra Tønder Erhvervsråd sin virksomhedsplan for et panel af garvede erhvervsfolk i Connect Danmark. Her fik han øjnene op for både sine styrker og mangler.

Det førte efterfølgende til kontakt til virksomhedskonsulent Bjarne Hansen fra 4BConsult i Aabenraa. Den rådgivning Kenneth Oksen har modtaget har spillet en væsentlig rolle i overtagelsen af KEC Consult i Rødding. Udover kundeporteføjlen overtager Kenneth Oksen også en enkelt medarbejder, hvis kompetencer er med til at styrke firmaets position på maskinkonstruktionsmarkedet.

- Vi arbejder i en konjunkturfølsom branche, hvor vi hjælper virksomhedernes konstruktionsafdelinger i perioder med spidsbelastninger. Vi er kendt for hurtigt at kunne sætte os ind i selv komplicerede projekter, og løse dem på en optimal måde. Ja, vi kan også fungere som virksomheders interne konstruktionsafdeling. Den service, vi tilbyder, er blandt andet rettet mod de mange virksomheder, der har vanskeligt ved at finde kvalificerede medarbejdere, siger Kenneth Oksen.

KO-nstruction har kunder over hele landet, og har også udført flere opgaver til projekter i Skandinavien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11