23948sdkhjf

Burmeister & Wain henter milliardordre

Kraftværksspecialisten BWSC lander eksportordre på 1,2 mia. kr. Der skal opføres et 38,5 MW nøglefærdigt halmfyret biomasseanlæg i England.
Når det halmfyrede biomasseanlæg i Sleaford, England i 2014 sættes i drift, er det med dansk knowhow og teknologi som bærende elementer.

Det er den danske kraftværksspecialist Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S (BWSC), som efter fem års indsats har landet en kontrakt på 1,2 mia. kr.. på at bygge et 38,5 MW nøglefærdigt halmfyret biomasseanlæg i Lincolnshire i det østlige England. Aftalen indeholder udover opførelsen 12 års drift og vedligeholdelse af anlægget.

- Efter fem års vedholdende arbejde er vi meget tilfredse med at kunne sætte kronen på værket. Denne ordre demonstrerer, at vores strategi indenfor grøn energi fører til positive resultater, og at det betaler sig aldrig at give op, udtaler Anders Heine Jensen, administrerende direktør i BWSC.

Vedholdende partnere
Netop vedholdenhed er et begreb, som er dybt forankret i BWSC og en væsentlig årsag til, at det nye projekt er kommet i hus.

- Energiprojekter er komplekse, involverer mange aktører og stiller krav til gode samarbejdsevner. Et succesfuldt projekt beror derfor på det rigtige partnerskab, hvor den rette kombination af kompetencer og erfaring skal være til stede. Parterne skal kunne stole på hinanden og være beredt til at udvise fleksibilitet og se ud over de knaster, der kommer undervejs. Indsigt i og forståelse for kundens behov er selvsagt helt centralt, udtaler Anders Heine Jensen og pointerer, at landingen af den nye ordre skyldes et særdeles vellykket og vedholdende samarbejde mellem BWSC, kunden Eco2 og den danske kedelleverandør og BWSC’s konsortiepartner, Burmeister & Wain Energy (BWE).

Undervejs i udviklingsfasen har der været mange udfordringer. Uklarheder og skift i den engelske lovgivnings rammebetingelser har blandt andet stoppet projektet flere gange. Derudover har den langvarige finanskrise medført, at investorer og långivere stiller meget høje krav til projektets sikkerhed og rentabilitet.

Trods de mange udfordringer har partnerne dog fastholdt troen på projektet og har i fællesskab fundet de nødvendige løsninger.

Uudnyttet eksportpotentiale
BWSC deltog allerede i 2006 som ledende partner i opførelsen af et træfyret biomasseanlæg i Wales. Anlægget drives og vedligeholdes fortsat for kunden, Western Wood Energy.

Det nye biomasseanlæg i Storbritannien vil modtage brændsel fra lokale halmproducenter. At benytte halm som brændsel i kraftværker er en anerkendt og veldokumenteret teknologi, som blev udviklet i Danmark i 1990’erne. I dag er Danmark det land i verden, der bruger mest halm til energiproduktion per indbygger, men på verdensplan er det kun en forsvindende brøkdel af halmen, der udnyttes til energiformål.

Anders Heine Jensen håber, at det uudnyttede halmpotentiale vil give eksportmuligheder.

- Den danske erfaring med halm giver mulighed for at eksportere til udlandet, hvor erfaringen med halmfyrede anlæg er meget mindre. Vi er involveret i udvikling af projekter i flere lande, hvor vi dog håber på lidt hurtigere gennemløb end set med det seneste biomasseprojekt, konkluderer Anders Heine Jensen.

Rammebetingelserne for grøn energi i Storbritannien er blandt de mest favorable i Europa. Siden 1990 har grøn energi spillet en fremtrædende rolle i britisk energipolitik, og det nye biomasseprojekt er det andet anlæg i England, som benytter sig af dansk teknologi til et halmfyret kraftværk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.488