23948sdkhjf

Efter år med ordretørke og røde tal: Aalborg Energie Technik har fået hul på bylden

Kedeleksperten Aalborg Energie Technik a/s (AET) i Aalborg har netop sat punktum for regnskabsåret for 2019.

Et år, der har været præget af en række sager, som tilsammen ender i et minus på bundlinjen på 49,3 millioner kroner efter skat.

Også omsætningen har lidt. Især en ordretørke på 28 måneder og en kunde, der sprang fra et projekt, der allerede var sat i gang, har bidraget til mere end en halvering i forhold til 2018. Omsætningen endte i 2019 på 141,6 millioner kroner. 

Det er ikke et tilfredsstillende resultat, siger CEO Lars Kristensen, men som for så mange andre projektselskaber, der har med større projekter at gøre, så kan der gå både år og dag, fra man begynder at udvikle et projekt og til man rent faktisk står med ordren i hånden.
Det er nærmest projektselskabernes lod.

- Det hele handler jo om et projekt til en halv milliard – eller ikke et projekt på en halv milliard, siger Lars Kristensen.

Især ordretørken har gjort ondt hos AET, der bestræber sig på at holde viden inde i huset, og derfor ikke ønsker at skille sig af med værdifuld arbejdskraft. 

- En af vores udfordringer er, at vi gerne fastholder vores medarbejdere. Vi har haft en ordretørke på 28 måneder og med en eksekveringstid på 26 måneder – ja, så var der ikke meget at lave til sidst, siger Lars Kristensen, der har taget et aktivt valg om at fastholde medarbejderne, også selvom det koster på bundlinjen. 

Tabt ordre og garantisager

En af de ordrer, der rent faktisk faldt ned i den lidt tomme kurv i 2019, endte med ikke at blive til noget alligevel.

2019 var også præget af to større garantisager, som AET ellers ikke har haft før.

- Vi har slidt med et par engelske projekter. På det ene projekt blev vi forsinkede af mange forskellige årsager. På det andet havde vi nogle tekniske udfordringer, som gjorde at vi måtte lave en stor reparation, siger Lars Kristensen. 

Samlet set påvirker garantiomkostninger, den annullerede aftale af et igangsat projekt, kursreguleringer og nedskrivninger på finansielle anlægsaktiver årets resultat før skat negativt med i niveauet 43 millioner kroner.

AET har altså taget hele slaget fra de mange møgsager i 2019, selvom man kunne have skubbet noget af det foran sig.

- Vi har valgt at være lidt konservative, siger Lars Kristensen, der kan se frem til at indtjeningen i de kommende år kan være positivt påvirket af bonusindtægter fra den ene garantisag.

Endelig nye ordrer

Medio 2019 fik AET endelig stoppet ordretørken og i skrivende stund er der tre projekter i pipeline. 

Opgaven fra 2019 handler om design, levering, montage og idriftsætning af et anlæg i Tyskland.

Med udgangen af 2019 sikrede AET sig en ordre på et 35 MWe kraftværk (MAV Elektrik Üretim Sanayi ve Ticaret A.S.) i Tyrkiet. Anlægget vil årligt forbrænde ca. 250.000 tons kyllingemøg, som ellers skulle bortskaffes, og i stedet producere 35 MWe grøn strøm til nettet. 

Den tredje ordre, der i øjeblikket tager form hos AET, indløb for en uge siden. Der skal leveres en 65 MWt biomassefyret kedel til Engie Solutions i Frankrig.

- En kunde, som hermed har købt sin femte kedel hos AET, hvilket er med at understrege AET’s gode performance og ry i markedet, siger Lars Kristensen.

Fremtiden i tal

Alt i alt er der samlet ordrer nok sammen til at skabe et positivt afsæt for AET i 2020 og i årene frem.

For på trods af den negative udvikling for de seneste års omsætning, anses 2019-resultatet nemlig ikke som værende et udtryk for en nedgang i markedspotentialet. Tværtimod viser den aktuelle ordrebeholdning sammenholdt med en stærk pipeline, at der er et godt marked for AET.

- Vi kigger ind i en række projekter, som kan danne grundlaget for en stabil vækst. Vi ser ind i en mere stabil ordre-pipeline, fortæller Lars Kristensen.

Derfor forventer han snart at se tal, der ligner dem fra 2017.

- Der bliver sorte tal på bundlinjen for 2020 og omsætningen forventer jeg kommer til at ligne noget af det, der tidligere er realiseret, siger Lars Kristensen. 

Af ledelsesrapporten fremgår det, at der forventes en omsætning på niveauet 450 millioner kroner i 2020 og et mindre positivt resultat. 

- For at få vores strategi tilpasset, har vi startet en strategiproces op i sommeren 2020, hvilket vi forventer os meget af. Da det tager tid at udforme og implementere en ny strategi, bliver det først i 2021 at resultaterne for alvor bliver synlige, siger Lars Kristensen.

Aalborg Energie Technik A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 141,6 323,7
Bruttofortjeneste -16,9 36,3
Resultat før finansielle poster -57,2 -4,6
Årets resultat -49,3 -11,3
Balancesum 230,3 199,8
Egenkapital 49,5 99,1
Antal ansatte 131 136
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.33