Johan Jensen og Robert Nielsen er ikke blot dygtige, nyuddannede industriteknikere, de kan også sælge.
På HI-Messen i Herning i efteråret stod de på Lund Maskinfabriks stand og fik formidlet salg for i alt to millioner kroner. Og det er virksomhedens ejer, Per Nielsen, meget tilfreds med. Han er i øvrigt far til Robert og har aldrig før sat faglærte til at sælge. Men da de to unge selv præsenterede ideen med at stå på virksomhedens messestand, sagde Per Nielsen straks ja, og det har han ikke fortrudt.
- Vi har fået fem nye kunder, så det er godt for vores vækst. Johan og Robert er to unge mennesker med noget vildskab, som kombineret med kompetence er et godt miks, siger Per Nielsen.
Lund Maskinfabriks salgsafdeling er således udvidet med to unge ildsjæle, der sågar også har lært at prissætte opgaverne, der bliver udført på virksomhedens mange drejemaskiner.
Du kan læse mere om de to lærlinge i Jern & Maskinindustrien, som udkommer på fredag.