- Uddannelse af lærlinge er vores alles ansvar, siger Kai Sørensen, der er værkstedschef hos HSM Industri i Grenå.
Ud af de cirka 200 medarbejdere er 26 lærlinge hos Grenå-virksomheden, der har brede kompetencer inden for stålkonstruktion, service og montage. Her har man stor glæde af de mange lærlinge - både under og efter uddannelse.
Strategien er simpel, når HSM Industri ansætter en ny lærling. Først skal den kommende lærling ses an i et praktikforløb. Ud fra forløbet kører HSM en form for graduering fra sine teamledere. De praktikanter, som scorer højest, tager man i lære.
- Processen gør, at vi sammen tager beslutningen om, hvem skal tilbydes en lærlingeplads. siger værkstedschef Kai Sørensen, HSM.
Praktikken sker, når de unge går i folkeskole eller på teknisk skole. De fleste er i lære som klejnsmed, men også rustfri klejnsmede, malerlærlinge, EGU-lærlinge og industrioperatører uddanner sig i virksomheden.
- Vi har valgt at tage et stort socialt ansvar ved også at tage en masse lærlinge, og vi har aldrig haft problemer med at få lærlinge, siger Kai Sørensen.
Åbner døre
Lærlingeandelen har altid været stor hos HSM Industri. Værkstedschefen peger på, at mange virksomheder er bange for at tage lærlinge, fordi de er i den tro, at det er for dyrt.
Men en håndsrækning fra staten gør, at det ikke er så tung en økonomisk byrde, pointerer han. Og samtidig kan en god lærling det sidste år arbejde som svend.
Et andet element er også, at en høj lærlingeandel også nogle døre under tilbudsgivning.
- For at blive kvalificeret til nogle de store jobs i vores branche skal man have et vist antal lærlinge på et givent projekt. For eksempel to årsværk af lærlinge. Det har vi aldrig haft problemer med, uddyber han om nogle af fordelene.
Hjælper unge på vej
For værkstedschefen er en del af lærlingearbejdet også at hjælpe unge, der er er kommet i uføre eller skævt ind på livet, på rette vej.
- Vi har også haft en rimelig succes med unge, der har været på kant med loven, og vi har hjulpet dem til at få en god uddannelse og en normal tilværesle, siger Kai Sørensen.
- Det kræver en anden indsats, hvor jeg bruger en del af min fritid på at tale med de unge og forældrene. En gang i mellem får man en juhuu oplevelse. Og det gør, at man næste gang går et ekstra skridt.
Mange lærlinge giver store muskler
HSM Industri har succes med sin lærlinge-strategi - 26 ansatte ud af 200 er lærlinge