23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Metal Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Lifte sikres efter dødsulykke

Efter dødsulykken i Viborg vil Flex1one sikre fremadrettet, at sikkerhedsanordninger ikke kan afmonteres.

På baggrund af liftulykken hos Erik Frandsen Automobiler i Viborg 5. juni, hvor en 67-årig mekaniker mistede livet, overvejer liftleverandøren Flex1one, hvordan firmaet kan indskærpe sikkerheden med lifte yderligere. Blandt andet vil Flex1one drøfte med sine leverandører, hvordan det fremadrettet kan sikres, at sikkerhedsanordninger ikke kan afmonteres, fortæller Jesper Stokholm Sørensen, drifts- og salgschef hos Flex1one.



- Men alt kan jo fjernes med en vinkelsliber, hvis værkstederne vil det. Jeg kan slet ikke se, hvad værkstedet har haft ud af at afmontere stopklodserne - det er mig ubegribeligt, at man vil gå på kompromis med sikkerheden ved at afmontere dem. Det tager jeg og Flex1one meget afstand fra, siger Jesper Stokholm Sørensen og fortsætter:



- Vi gør meget ud af at gøre værksteder opmærksomme på liftes indretning og brug ved salg, opstilling og servicering - herunder sikkerhed.



Sikre serviceeftersyn



Den pågældende lift på værkstedet i Viborg, hvor ulykken skete, er en Sice kørebanesakselift, solgt via FTZ i 2014, som Flex1one ikke har serviceret ved det obligatoriske årlige serviceeftersyn. Liften er udstyret med kørselsramper, som klapper ned og danner stop ved kørsel op med liften, samt aftagelige stopklodser i den anden ende.



- Det er både værkstedets og servicefirmaets ansvar at holde liften lovlig og funktionel. Vi har hos Flex1one godt styr på sikkerhed via vores eftersynsskemaer, der blandt andet sikrer, at sikkerhedsanordninger, såsom stopklodser, er monteret ved serviceeftersynet. Men hvad værksteder gør bagefter et servicebesøg kan vi ikke vide eller stå inde for, siger Jesper Stokholm Sørensen.



Han mener, at værkstederne generelt er gode til at overholde krav til liftarbejde. Men det sker af og til, at lifte bliver revet ud af deres befæstning i gulvet, eller at konstruktionen bliver skadet, hvis mekanikere løfter en for tung bil i forhold til liftens kapacitet.



Færre hævede skiver



Dødsulykken i Viborg skyldtes, at bilens forhjul gled af hævede drejeskiver ved sporingsarbejde og kørte ud over liften på grund af afmonterede stopklodser. Jesper Stokholm Sørensen oplyser, at hævede drejeskiver stadig er at finde på nogle nye lifte, men at mange nyere lifte har nedsænkede drejeskiver, der modvirker, at bilen kan rulle af.



- I denne sag kan man ikke give de hævede drejeskiver skylden, for ulykken var ikke sket, hvis stopklodserne var monteret og havde stoppet bilens rullen, siger drifts- og salgschefen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.132