Teknisk uddannelse slår dørene op i Thisted
Professionshøjskolen UCN starter nu en uddannelse til produktionsteknolog i Thisted.
De første studerende kan starte efter sommerferien, og studieleder Jens Christian Hansen Kløve forventer, at der bliver rift om de nyuddannede produktionsteknologer.
- Det nye uddannelsestilbud er etableret i et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv og Thisted Kommune, og der er ingen tvivl om, at virksomhederne i Thy-Mors efterspørger dygtige medarbejdere med lige netop de kompetencer, som produktionsteknologerne kommer med. Det kan vi også se i Aalborg, hvor der er stor efterspørgsel efter vores nyuddannede produktionsteknologer, fortæller studielederen på UCN.
I Aalborg har UCN udbudt uddannelsen i mange år, og de gode erfaringer tager man med til Thisted. Den nye uddannelse, som udbydes via en såkaldt uddannelsesstation, bliver en nærmest tro kopi af Aalborg-udgaven.
- Vi investerer lige så meget i den nye uddannelse i Thisted som dén i Aalborg, det vil sige, at de studerende vil opleve den samme kvalitet. Der vil være et meget tæt parløb mellem de to udbud, og dermed kan de studerende også få gavn af de dygtige undervisere, vi har på uddannelsen i Aalborg. Faktisk får de identiske skemaer, og ligesom i Aalborg vil der i Thisted også jævnligt være fysisk kontakt til en underviser, forklarer Jens Christian Hansen Kløve, der forventer at ansætte en underviser, som bliver knyttet særligt til uddannelsen i Thisted.
I forvejen har UCN fem uddannelser i Thisted, der alle holder til på uddannelsesinstitutionens campus på Lerpyttervej. Det samme kommer den nye uddannelse til at gøre.
Uddannelsen til produktionsteknolog varer 2 år og vil være den eneste videregående tekniske uddannelse i Thy-Mors.