23948sdkhjf
>

Danskudviklet stanglader med internationalt potentiale

Mange års udviklingsarbejde og en millioninvestering skal sikre dansk iværksættervirksomhed en plads på det internationale marked for stangladere

Den sønderjyske virksomhed Universal BarFeeder har udviklet og konstrueret en speciel stanglader til drejebænke, der kan omstilles fra én diameter til en anden på blot få sekunder. Systemet bag maskinen er så unikt, at virksomheden har fået patent på løsningen.

Det patenterede system giver ifølge administrerende direktør, Per Holm Knudsen, virksomheden gode forudsætninger for at skabe et nyt dansk eksporteventyr. Han fastslår dog, at det er vanskeligt at estimere, hvor stort markedspotentialet for stangladeren er.

- I Danmark sælges der årligt omkring 60-70 traditionelle stangladere, og hvor stor en markedsandel, vi kan opnå i Danmark og udlandet, må fremtiden vise – men vores løsning er en klar forbedring i forhold til de øvrige typer, så vi ser store muligheder, fortæller han.  

Ideen kom udefra
Det var faktisk ikke Per Holm Knudsen, der fik den gode idé til den nye stanglader, men derimod en lokal maskinfabrik; Ejnar Hansen Maskinfabrik.

Maskinfabrikkens to ejere, Ejnar Hansen og Jesper Petersen, var ikke imponerede over de løsninger, der fandtes på markedet og tænkte derfor, at det måtte kunne gøres bedre og billigere. De nåede efter længere tids udvikling frem til en prototype, der ikke blot fungerede, men også løste deres behov for hurtigere og nemmere omstilling mellem forskellige stangdiametre.

Ejnar Hansen Maskinfabrik havde dog ikke selv nogen interesse i at kommercialisere løsningen, så derfor overtog Universal BarFeeder projektet. Her har man brugt et par år på at finjustere funktionaliteterne.

For at nå helt i mål med projektet har Universal BarFeeder undervejs fået støtte fra Vækstfondens InnoBooster-ordning og fra det offentlige investeringsselskab Borean Innovation.

Corona forpurrede lancering
Universal BarFeeder havde planlagt en stor produktlancering på dette års ”Spånligaen”, der skulle have været afholdt i april, men på grund af corona-pandemien er blevet rykket til november. Der skal dog mere til at ryste en erfaren herre som Per Holm Knudsen, så en plan B blev hurtigt iværksat. 

Udover at Ejnar Hansen Maskinfabrik allerede har fire af de nye stangladere kørende, er Universal BarFeeder klar til at levere en tilsvarende løsning til Lem Beslagfabrik, hvor den skal erstatte en gammel stangautomat. Hos både Universal BarFeeder og Lem Beslagfabrik glæder man sig til at følge og måle effekten af udskiftningen. Samtidig er Universal BarFeeder ved at finde forhandlere i flere europæiske lande.

- Vi ser i meget lyst på fremtiden, også selvom tingene går en smule langsommere på grund af coronaen, fortæller Per Holm Knudsen.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.109