Robotool i Vejen er i gang med at udvikle en stor frysecontainer, der kan rumme mere end en million biologiske prøver ved minus 80 grader. Den færdige frysecontainer skal stilles op på et dansk sygehus.
Robotool har konstrueret en robot, som kan arbejde inde i fryserummet ved minus 80 grader. Dermed behøver man ikke at have mennesker til at gå inde i rummet og finde prøver frem. Det giver en stor pladsbesparelse og giver et mere rationelt system.
Udnytter pladsen bedre
- Vi ser det som en stor fordel, at vi har en robot, der kører derinde og som kan tåle minus 80 grader. Det betyder, at vi kan udnytte en meget stor del af volumen i rummet, siger direktør Leif Thomsen, Robotool.
Mekanik til minus 80 grader
En af de store udfordringer i projektet er at skaffe mekanik, der kan fungere ved minus 80 grader.
- Vi har jagtet leverandører. Der er meget langt imellem leverandører, som kan levere noget, der kan fungere ved så lave temperaturer, fortæller Leif Thomsen.
Han fremviser nogle ledninger, som bruges i NASA’s rumraketter. De er udviklet til at holde ned til minus 200 grader, så her er der rigelig margen.
På værkstedsgulvet står en prototype af containeren. Det er generation to, som kan rumme op til 200.000 prøver. De små prøver står tætpakkede i små racks, der hver kan rumme 96 prøver.
- Vi har udviklet et skuffesystem, som lægger sig tæt op af den internationale standard på området, siger Leif Thomsen.
Alle placeringer er registreret i en computer, og prøverne bliver bare stillet ind fra den ene ende til den anden i et såkaldt kaoslager. Der er altså ikke nogle pladser, der er forud reserverede til bestemte formål. Det betyder, at man kan udnytte hver eneste plads i lageret og dermed udnytte frysekapaciteten maksimalt.
Konkurrencedygtig pris
- Innovationsfonden og Mærskfonden har støttet økonomisk. Den fryser, som vi leverer til sygehuset bliver generation tre. Den kommer til at rumme 1,5 millioner prøver. Vi skalerer den nuværende model op med en faktor seks. Det er mere økonomisk. Vi mener, at det kommer til at betyde, at prisen pr. opbevaret prøve bliver halveret. Det gør os voldsomt konkurrencedygtige, og det skal vi ud og markedsføre, siger Leif Thomsen.
Robotool ser en god mulighed for salg af containere til andre sygehuse i ind- og udland.
- Den nye generation af frysecontainere bliver 6 gange 2,5 meter svarende til en 20-fods container
Fugt er et problem
Et af de store problemer med at have en fryser, som fryser ned til så voldsomme minusgrader, er, at kulden tiltrækker fugt.
- Minus 80 grader suger fugt til sig i ekstrem grad. Derfor har vi installeret nogle vakuumvægge, så fugten ikke har noget luft at vandre igennem, siger Leif Thomsen.
Opbygningen af version 3 af frysecontaineren til sygehuset starter omkring jul, og det endelige produkt skal leveres til sygehuset om halvandet år.
Sådan klarer dansk robot ekstrem kulde
Robotool bygger en fryser til nedfrysning af Diabetes-prøver. Firmaet har udviklet en speciel robot, som kan arbejde i de ekstrem kulde. Den sparer plads og gør dermed frysningen billigere.