23948sdkhjf

Kendte robotinvestorer køber sig ind i ny virksomhed

Det er to særdeles rutinerede robotfolk, der nu bliver medejere hos virksomheden Unicontrol.

Thomas Visti og Lasse Kieffer har nemlig købt sig ind i den unge teknologivirksomhed

Unicontrol har udviklet et produkt til entreprenørbranchen. Normalt skal gravemaskineføreren vente på både landmåler og håndmand for at være sikker på at grave præcist med en mindre gravemaskine. Nu kan føreren klare hele processen selv med en fleksibel maskinstyring, som Unicontrol har udviklet til gravemaskiner under 15 tons med svingarm. Det tager 20 minutters instruktion i førerhuset at lære at bruge det nye værktøj, som viser alle nødvendige oplysninger og data på en skærm i førerhuset.

Unicontrol omsatte allerede første halvår på markedet for mere end 5 mio. kr. I år 2020 fortsætter den stejle vækst trods corona.

Skaleringspotentiale
Hver år sælges der alene i Europa godt 60.000 nye gravemaskiner i vægtklassen under 15 tons, og til disse maskiner er Unicontrol den eneste leverandør af et maskinstyringssystem.

Det fungerer sammen med alle maskinfabrikater, og kan tilføjes til eksisterende maskinpark. Dermed er det globale markedspotentiale særdeles interessant, også set med investorøjne.

- Jeg faldt for ejergruppen i Unicontrol, som har det rigtige miks af tekniske kompetencer og kommerciel forståelse. De har en dyb faglighed og stor energi, og så har deres produkt på rekordtid skabt imponerende resultater på salg og indtjening. Unicontrol er en virksomhed, som har et enormt globalt skaleringspotentiale, siger Thomas Visti.

Drømmeteam til at få turbo på vækst
CEO i Unicontrol, Ehsanullah Ekhlas, betegner sine nye investorer som et drømmeteam at have med som sparringspartnere på vækstrejsen.

- Det her løfter Unicontrol til next level. Thomas Visti og Lasse Kieffer har begge været igennem en global vækstrejse i robotindustrien. Med deres erfaring kan de være med til at hjælpe os både med at vækste og med at undgå at begå fejl, siger Ehsanullah Ekhlas, der stiftede Unicontrol sammen med Zbigniew Niemczyk og Kasper Hartvig Andersen, der tidligere var kolleger i Leica Geosystems.

Staben tæller nu 13 medarbejdere, både kvantefysikere og smede og softwareudviklere, og de produktudvikler i et meget tæt samspil med slutbrugere i entreprenørbranchen og forhandlernetværket.

Brugervenlighed er det nye guld
Unicontrols anden nye investor er Lasse Kieffer, der netop har investeret et millionbeløb i Unicontrol og er indtrådt i selskabets bestyrelse.

Han var med til at udvikle verdens første cobot i firmaet Universal Robots. Efterfølgende skabte han succesen Purple Robotics, som han solgte til OnRobot.

- Jeg har fulgt Unicontrol et lille års tid, og stifterne eksekverer stærkt. I gamle dage gravede man efter guld. Så skiftede man til at bore efter sort guld (olie). Brugervenlighed og let tilgængelighed er det nye guld. Unicontrols produkt er lig brugervenlighed. Unicontrols produkt gør det let og ukompliceret for manden bag grabben, konstaterer Lasse Kieffer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094