Trods corona og Nordsø-fyringer: Muehlhan vil fastholde stærk bundlinje
2019 var rekordernes år hos overfladebehandlerkoncernen Muehlhan. Både regnskabets top- og bundlinje var det største nogensinde.
Rekordniveauet skal corona-krisen ikke rokke ved i år.
- 2019 havde et tilfredsstillende resultat på top-og bundlinje, og vi forventer et lignende resultat eller en tak bedre i 2020, fortæller administrerende direktør Jens Mørk, Muehlhan A/S.
Det nye regnskab viser en toplinjevækst. Omsætningen i Muehlhan A/S er nu på 445,8 mio. kr., mens resultatet før skat steg med 80 procent fra året før til 15 mio. kr. Oveni kommer omsætningen fra datterselskabet Muehlhan Wind Service, som direktøren dog ikke vil løfte sløret for.
- Vores fokus er nu, at væksten bliver kontrolleret, så vi hele tiden sikrer, at vi kan levere gode ydelser til kunderne. Vi vil ikke løbe så stærkt, at vi falder i vores egne snørebånd, siger direktøren.
Fyringer på Nordsøen
Efter et 1. kvartal, som gik relativt upåvirket hen, sætter Corona-krisen nu sine spor i forretningen. Muehlhan kigger ind i en fyringsrunde hos sine medarbejdere, der har opgaver ved Total på Nordsøen.
Afskedigelserne sker, fordi olieprisen er reduceret kraftigt. Det har den konsekvens, at Total skærer ned på omkostningerne alle steder, hvor de kan, fortæller direktøren, der i øjeblikket har 350 ansatte beskæftiget hos Total.
- Det går så ud over os nu. Vi kommer til at reducere til at reducere medarbejderstaben betragtelig, siger Jens Mørk uden at ville sætte et eksakt tal på afskedigelserne.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at fastholde medarbejderne, men vi kommer ikke udenom at skulle reducere i mandskabet.
Ude i horisonten venter der Thyra-projektet, der starter op i starten af 2021. Her forventer Jens Mørk at skulle bruge flere medarbejdere, end man har i øjeblikket.
- Det er en periode på knap et år, hvor vi bliver nødt til at nedmande, uddyber han.
Ansætter i vind-afdeling
Mens der sker reduktioner på Nordsøen, er der andre forretningsområder, der har det bedre. Det er også her, at Jens Mørk finder sine forventninger til, at 2020-regnskabet holder kadencen.
For mens virksomheden får et hug på Nordsøen, mander man kraftigt op i Muehlhan Wind Service, som har fået godt fat i markedet og ansat mange dygtige medarbejdere.
- De andre forretningsben har faktisk ikke været påvirkede. Det har egentlig kørt ret upåvirket, siger Jens Mørk.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 445,8 | 413,7 |
Resultat af primær drift | 16,0 | 9,2 |
Resultat før skat | 15,0 | 8,2 |
Årets resultat | 11,9 | 6,4 |
Balancesum | 175,3 | 149,3 |
Egenkapital | 46,9 | 35,0 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019 | ||
Artiklen er en del af temaet Regnskab.