23948sdkhjf

Dacapo halverer overskud i hårdt prispresset marked

- Der er ikke nogen, der klasker på sine lår, når man er gået så markant tilbage, som vi er.

Læs også: Stålvirksomhed har købt 40.000 kvadratmeter naboareal

Sådan indleder administrerende direktør Kristian Sylvest sine kommentarer til 2019-regnskabet, der blev offentliggjort for nyligt. Her gik den rustfri stålgrossist med base i Hårup ved Silkeborg tilbage med godt 16 mio. kr. til knap 19 mio. kr. i resultatet før skat.

Den primære faktor i 2019 var ifølge Kristian Sylvest en indædt priskonkurrence i branchen. Det skete i et 2019-marked, som han vurderer til at være status quo i efterspørgslen i forhold til 2018.

- Der har været en hel uhørt hård priskonkurrence og tilhørende markedsadfærd. Vi får skrabet et resultat sammen, som da er bedre end ingenting – for ingenting eller næsten ingenting er, hvad branchen generelt tjente i 2019 – så i det lys, er vi egentlig tilfredse, siger han og uddyber, at en øget digital andel til 70 procent af ordremængden også er en af forklaringerne på, at Dacapo tjener penge.

Tre interne sælgere sagde op
Udover et presset marked, fik Dacapo en tackling over knæet. Da Kristian Sylvest kom tilbage fra sommerferie, mødte han opsigelser fra tre medarbejdere, der havde fået job hos kollegaen Damstahl. Det betød, at grossisten havde mistet tre ud af fem interne sælgere på én gang. 

Læs også: Dacapo forlænger samarbejde med storkunde

- Vi havde det lidt som EM 92, hvor Laudrup var skredet, og vi var en flok sommerferie-fede gutter, der skulle prøve at trække den hjem. Og det har vi bare gjort vildt godt, siger Kristian Sylvest.

Nyt slagkraftigt hold
For at blive i den samme retorik er han glad for, at tilskuerne, altså kunderne, har været mere loyale over for holdet end for de enkelte stjernespillere. Derfor er han trods alt glad for de økonomiske nøgletal i 2019.

Den administrerende direktør fortæller, at han nu har fået sat et nyt slagkraftigt hold efter sommerens opsigelser, hvor medarbejdere med 10-15 års ansættelse sagde op.

- Når man fjerner de største træer i skoven, vokser underskoven op. Det har vist sig, at kollektivet har vundet, og det er jeg mega stolt af, siger direktøren.

Dacapo Stainless A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 880,9 883,0
Resultat af primær drift 25,6 41,8
Resultat før skat 18,9 35,3
Årets resultat 14,1 27,1
Balancesum 455,3 444,4
Egenkapital 104,7 90,5
Antal ansatte 120 117
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.109