23948sdkhjf

Corona får kunderne til at vende hjem til Europa

Coronakrisen raser verden over, men ikke alle virksomheder er lige hårdt ramt. Hos East Metal har man endda mærket en positiv effekt.

- Hele situationen i Kina, hvor det hele startede, gør, at flere af de store kunder er søgt mod Europa, og det har haft en positiv effekt, men omvendt kan vi også mærke, at det samlede marked er en anelse vigende, og det skal vi alle sammen forholde os til, lyder det fra CEO Flemming Rasmussen.

Han understreger dog, at han har stor sympati for de virksomheder, der er blevet ramt af krisen.

- Vi er heldigvis gået ram forbi i forhold til vores kapacitet, så vi har kørt på fuld styrke. Men derfor er det jo stadig sørgeligt for de mennesker, det er gået ud over, og jeg håber da, at både aktivitetsniveau og investeringslyst kommer tilbage på niveau, men det tager noget tid, og det skal vi bare alle sammen være indstillet på, siger Flemming Rasmussen.

Øget fokus på risikostyring
Om tilbageflytningen af produktion til Europa er en varig tendens i markedet er dog svært at sige, men hos East Metal er Flemming Rasmussen og medarbejderne klar til at gribe de muligheder, der måtte opstå.

- Jeg kan kun gætte, men jeg tror, at risikostyring vil få en ny dimension for os alle sammen. Hvordan man skal sammensætte sin supply chain fremadrettet, så den bliver spredt ud over flere leverandører og måske også flere kontinenter og sikre den nødvendige agilitet og fleksibilitet. Men det er rent gætteri. Men vi forbereder os positivt på at stå så stærkt i markedet således, at er der nogen, der ønsker at øge deres aktivitetsniveau i Europa, så skal de være mere end velkommen, siger han.

Større kapacitetsudnyttelse
Coronakrisen kommer efter et særdeles positivt 2019 hos East Metal, hvor omsætningen steg med hele 38 pct. til 440,9 mio. kr. Samtidig blev 2018-underskuddet før skat på 5,5 mio. kr. vendt til et solidt plus på 44,2 mio. kr.

- Virksomheden kommer rigtig flot igennem hele 2019, og det er et udtryk for et langt sejt træk med mange strategiske initiativer, som er blevet taget, men også for en meget stor commitment fra de mange kunder som har været en del af vores forretning i mange år. Og når der både er en høj kapacitetsudnyttelse, vi har fået de rigtige projekter landet, og mange af de her initiativer, som har været forberedt gennem lang, tid de ligesom materialiserer sig, så er der mange ting, der falder sammen, og så bliver 1+1 pludselig 3, forklarer Flemming Rasmussen, og fortsætter:

- Hele udnyttelsen af vores kapacitet er en meget væsentlig årsag til, at vi kan drive det resultat, som vi har, plus vi har selv arbejdet på de indre linjer med at forbedre vores egen forretning.

Investeringer fortsætter
Blandt de strategiske initiativer, han hentyder til, er blandt andet et højt investeringsniveau. I 2019 investerede East Metal i alt 16,7 mio. kr. – blandt andet i øget automatisering af produktionen. Og det fortsætter ind i 2020.

- Vi har også i indeværende år sat gang i et større investeringsprojekt, som skal sikre virksomhedens fremtid også i erkendelse af, at det at industrialisere vores type forretning er væsentligt for at have et langt perspektiv på forretningen, siger Flemming Rasmussen.

Om de generelle udsigter for 2020 er han dog lidt mere forsigtig. I regnskabet for 2019 lyder forventningen på et lidt lavere overskud. Men siden er coronakrisen som bekendt kommet til.

- Jeg håber, at markedet vil vende, forstået på den måde, at vi får gang i hjulene. Der er også nogle af de her projekter og investeringsinitiativer generelt set, der kommer op af mølposerne, og det er til fordel for os alle. Men det er en svær en at spå om, men jeg er vel positiv realist, konkluderer han.

East Metal Holding A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 440,9 319,0
Resultat før finansielle poster 48,7 0,8
Resultat før skat 44,2 -5,5
Årets resultat 39,4 -8,5
Balancesum 212,7 195,0
Egenkapital 95,1 62,7
Antal ansatte 694 626
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2019

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129