23948sdkhjf

Tekniske akademier går sammen i kampen mod corona

Torsdag den 23. april deltager ATV - Akademiet for de Tekniske Videnskaber i et større videomøde med tekniske akademier fra hele verden, hvor der skal koordineres indsatser mod covid-19.

Formålet med mødet er at dele viden om udfordringer og initiativer, opbygge netværk af interesserede parter og udforske, hvad det internationale ingeniørfællesskab samt Euro-Case og Caets (akademiernes henholdsvis europæiske og globale hovedorganisationer) kan bidrage med i forhold til coronakrisen og de mange følgevirkninger.

Bag initiativet står det britiske Royal Academy of Engineering, som understreger, at de tekniske akademier kan komme til at spille en kritisk rolle for at skynde processen op med at finde løsninger på coronakrisen.

- Situationens alvor betyder, at vi bliver nødt til at handle hurtigt på såvel nationalt som internationalt niveau, erklærer Shane McHugh, head of international partnership hos Royal Academy of Engineering.

Hurtig diagnostisering
Emnet for mødet torsdag er ”rapid diagnostic testing”, og de danske deltagere er Kristian Møller, head of department, centre for diagnostics, DTU, og Uwe Hermann, innovations- og teknologimanager og medlem af gruppe for sundhedsteknologi under Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

- På torsdag skal vi tale om hurtig diagnosticering og test, som jo netop er blevet endnu mere aktuelt også i Danmark i forhold til regeringens og sundhedsmyndighedernes nye strategi, siger Uwe Hermann.

Netværket vil i løbet af de næste par uger holde opfølgende møder om andre globale tekniske udfordringer grundet covid-19, herunder brugen af data til sporing, forebyggelse, styring og behandling.

- Covid-19 viser med al tydelighed, at der er brug for internationalt samarbejde om både vaccine, test, forebyggelse og alle andre tekniske initiativer, der kan afhjælpe problemerne med både denne og fremtidige pandemier. Akademierne for de tekniske videnskaber i både Europa og resten af verden er et oplagt sted at koordinere videndeling og netværk på tværs af fag og sektorer, for det bliver der brug for, siger Uwe Hermann.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094