23948sdkhjf

Coronakrisen effektiviserer Hedemas produktion

Omstændighederne omkring coronakrisen har tvunget Hedema til at indføre ændringer i produktionen. Smittefaren har presset maskinfabrikken til at dele de 85 medarbejdere op i hold, der nu arbejder i treholdsskift, så der ikke er så mange medarbejdere samlet ad gangen. Også pauserne bliver holdt forskudt.

- Vi er blevet mere effektive, fordi maskinerne nu kører mere, end de plejer, og vi får mere produktion igennem, med den samme bemanding. Det er noget, vi har talt om i længere tid, men krisen var det sidste skub, forklarer administrerende direktør Kim Andersen i en pressemeddelelse.

- Det har været en øjenåbner for os at se, hvordan vi kan skabe mere kapacitet i de perioder, hvor vi har travlt ved at indføre treholdsskift i en periode. I stedet for at hyre ny midlertidig arbejdskraft ind, kan vi klare os med vores eksisterende ressourcer. Og vi står helt sikkert stærkere nu, fordi folk har prøvet det af, fortsætter han.

Meget af successen skyldes opbakningen fra medarbejderne, lyder det fra den administrerende direktør:

- Medarbejderne har været helt fantastiske til at omstille sig. Allerede fra dag ét meldte de sig selv til skifteholdene og var klar til at tage hjem og møde ind igen senere. Det er lige før, vi er rørt til tårer, siger han.

Distanceledelse er en ny udfordring, men det virker
Alle medarbejdere i administration, konstruktion og salg arbejder hjemmefra, og møder og kontakt foregår online, både mellem medarbejderne og ud til kunderne. Den ekstra tid, der måtte være, bruges til træning og opgradering af medarbejderne – alle tager ansvar og sørger for at få lavet de ting, de ellers plejer at skubbe foran sig.

Distanceledelse er et helt nyt område og kræver noget særligt af ledelsen. Det handler om at skabe tætte relationer og stærke fællesskaber, også når man ikke ses, siger Kim Andersen:

- Det er en stejl læringskurve, og vi træner os i at udøve tillid til vores medarbejdere. Alle arbejder jo mere selvstændigt, det er de nødt til – og det virker. Det er vi utroligt taknemmelige for. Vores administration og sælgere fortæller, at de får mindst lige så meget igennem derhjemme som ellers, blandt andet fordi de har mere arbejdsro. Det er da tankevækkende, og noget vi skal arbejde videre med, når vi alle er tilbage på kontoret sammen.

I det hele taget er der positivitet at spore hos maskinfabrikken, der leverer metalarbejde til alle brancher og fungerer som totalleverandør. Maskinfabrikken kører indtil videre lige så meget produktion igennem, som den plejer og har nok at se til de næste måneder. Selvfølgelig er der også kunder, der udskyder ordrer, men samtidig kommer der nye kunder til, så stemningen er positiv.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079