23948sdkhjf

Industriens Fond uddelte kvart milliard sidste år

Industriens Fond, der arbejder for at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne, har netop udgivet sin årsrapport og årsberetning vedrørende 2019.

Fonden uddelte sidste år 259 mio. kr. til i alt 46 nye projekter, der på forskellig vis skal skabe positive forandringer i og for danske virksomheder.

- De nye projekter sætter ind på flere forskellige områder. Digitalisering og internationalisering skinner tydeligt igennem, og derudover er der også sat yderligere strøm til fondens aktiviteter inden for bæredygtighed og cybersikkerhed. Det er også inden for disse emner, at vi forventer at gøre en indsats her i 2020, siger bestyrelsesformand Sten Scheibye fra Industriens Fond, og peger på at fonden også – på flere forskellige måder – kommer til at forholde sig til coronavirussens påvirkning af danske virksomheder.

10 kategorier med fokus på konkurrenceevne
Med igangsættelsen af 46 nye projekter i 2019 består Industriens Fonds samlede projektportefølje af 125 aktive projekter i alt.

- Hver især er projekterne meget forskellige. Men fælles for dem alle er, at de gennem viden og konkrete aktiviteter rundt omkring i dansk erhvervsliv, arbejder for at fremme danske virksomheders konkurrenceevne, fortæller Industriens Fonds administrerende direktør, Thomas Hofman-Bang, og fortsætter:

”Vi har opdelt projektporteføljen i 10 kategorier, så det tydeligt fremstår, hvad det er for nogle temaer som fonden engagerer sig i. I det forgangne år var vi mest aktive inden for bæredygtighed, cybersikkerhed, digitalisering, ny teknologi, internationalisering og eksport, men vi beskæftiger os også med innovation, nye forretningsmodeller, iværksætteri, styrkelse af økosystemer, uddannelse af fremtidens arbejdsstyrke, ledelse og så har vi – jævnfør fondens historik – også en interesse for produktionsvirksomhederne i Danmark.

Et godt investeringsår
Den positive udvikling på finansmarkeder verden over har betydet, at Industriens Fond fik et tilfredsstillende investeringsafkast i 2019. Alt i alt landede afkastet på 651 mio. kr. I kølvandet på det resultat fastholder fonden sin ambition om at uddele 250 mio. kr. årligt til projekter, der fremmer dansk erhvervslivs konkurrenceevne.

- Med uddelingen af en kvart milliard kroner om året, spiller Industriens Fond en vigtig rolle i dansk erhvervsliv. Den rolle skal spilles med omhu, og vi vil derfor fortsætte med at udvikle os og hele tiden forsøge at skabe mest mulig forandring for pengene og påvirke danske virksomheder positivt, siger Thomas Hofman-Bang.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079