23948sdkhjf

Damstahl køber genboen

Damstahl gennemførte i 2019 markante investeringer, blandt andet ved at købe 45 pct. af aktierne i fittingsproducenten KM Rustfri, etablere digital virksomhed i Ukraine sammen med den branchekyndige Brian Kobberøe Fink samt bygge ny lagerhal på virksomhedens adresse i Skanderborg.

Pladsen på egen matrikel rækker dog ikke til at opfylde målene i Damstahls vækststrategi, og derfor er tiden nu kommet til yderligere ejendomsinvesteringer. Derfor har Damstahl købt grund og bygninger på Danmarksvej 21 og bliver nu sin egen genbo.

- Beslutningen om at købe vores genbos grund og bygninger her i Skanderborg er en helt naturlig konsekvens af vores klare vækststrategi, udtaler Claus Bang Christiansen, CFO i Damstahl-gruppen.

Med købet af Danmarksvej 21 føjer Damstahl godt 11.000 kvadratmeter til sine allerede 40.000 kvadratmeter på Danmarksvej 24 og 28. På den nye grund er det planen, at Damstahl med tiden vil opføre et højautomatiseret fittingscenter.

- Vores vækst på fittings og flanger er høj, og det kræver flere logistikmuskler og effektive arbejdsgange for fortsat at kunne leve op til vores egne krav om at kunne levere i hele Norden fra dag til dag med deadline klokken 17.00, siger Michael Lund, CEO Nordic.

Damstahl-gruppen investerer også på andre lokationer og står lige nu overfor en kæmpe udvidelse i Tyskland. Derfor bliver den nye ejendomsinvestering i Skanderborg i første omgang udnyttet til andre formål.

- Først når vi har gennemført vores projekt i Tyskland, beslutter vi timingen for nybyggeriet her i Skanderborg, fortæller Claus Bang Christiansen og fortæller, at Damstahl indtil da vil anvende de godt 1.200 kvadratmeter hal til kundespecifikke varer, mens de 400 kvadratmeter kontorbygning udlejes.

Damstahl overtager grund og bygninger på Danmarksvej 21 den 1. maj i en handel, hvor ingen af parterne ønsker at oplyse prisen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078