23948sdkhjf

Teknologisk Institut glæder sig over national robotstrategi

Mandag præsenterede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen en national robotstrategi.

Strategien har 11 fokusområder, som hovedsageligt kredser omkring forskning og innovation, adgang til kompetencer og internationalisering.

Her kommer de tekniske universiteter og GTS-institutter til at spille en central rolle.

”Uddannelses- og Forskningsministeriet vil arbejde for, at der fortsat er gode betingelser for, at universiteter og GTS-institutter kan udfylde disse roller. Samtidig vil ministeriet arbejde på at få et bedre overblik over forskningsinfrastrukturen på området samt skabe gode rammer for, at danske robotaktører kan få adgang til forsknings- og udviklingsmidler i regi af det internationale rumsamarbejde i ESA og NASA”, hedder det i strategien.

Blandt GTS-institutterne er det især Teknologisk Institut, der har markeret sig inden for robotområdet med sit Center for Robotteknologi.

Her glæder centerchef Kurt Nielsen sig da også over, at robotterne nu er kommet på regeringens agenda.

- Da vi begyndte vores arbejde med at realisere robotteknologiens potentialer i Danmark omkring årtusindeskiftet, var markedet nærmest ikke-eksisterende. Det er derfor fremragende at se, at vi nu er kommet så langt, at vi kan bladre i den første nationale strategi på området - netop da det er et område, der er så vitalt for at bevare den danske konkurrenceevne og samtidig kan spille en stor rolle i den grønne omstilling, siger han.

Udover at bedrive egentlig forskning ser regeringen også en anden vigtig rolle for GTS-institutterne:

”GTS-nettet spiller derfor en nøglerolle i forhold til at videreudvikle universiteternes såvel som deres egen forskning til teknologiplatforme, der er mere umiddelbart anvendelige for virksomhederne”, skriver regeringen i strategien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094