23948sdkhjf

Nordjysk værft misser millionordre efter fadæse af statens advokat

Efter en fejl af kammeradvokaten må udbuddet vedrørende to miljøskibe nu gå om - endnu en gang

Jobi Værft i Strandby risikerer at gå glip af en ordre til en værdi af 30 mio. kr. på ombygning af to skibe, der skal bruges som miljøskibe i de danske farvande.

Jobi Værft havde egentlig vundet udbuddet, men på grund af en fejl af kammeradvokaten skal det nu gå om, oplyser Miljøstyrelsen, der er den egentlige udbyder af opgaven.

Fejlen består i, at der i det oprindelige udbudsmateriale er stillet krav om en uhensigtsmæssig høj økonomisk garantistillelse fra skibsværftet i forbindelse med ombygning. En fejl som ærgrer vicedirektør i Miljøstyrelsen Lars Møller Christiansen.

- Det er meget beklageligt, at det ikke er lykkedes at indgå aftale om ombygning af skibene, og at vi derfor skal ud i genudbud. Men vi må henholde os til, at Kammeradvokaten konkluderer, at der for nuværende desværre ikke er andre juridisk holdbare alternativer end at gå i genudbud, siger han.

Det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Lauststen er helt oppe i det røde felt, ikke mindst fordi det er anden gang, Jobi Værft føler sig snydt i processen omkring miljøskibene.

- Jeg er hverken rystet eller ked af det, jeg er aldeles rasende over sådan en klamphugger, som vi skatteborgere har givet en god uddannelse og betalt tårnhøje salærer til, fejler, når små værfter som Jobi var klar til at underskrive en kontrakt, siger han.

Bjarne Laustsen påpeger, at de implicerede værfter har brugt penge og ressourcer på at afgive tilbud. For Jobi Værfts vedkommende er det altså anden gang, man ender med fletningerne i postkassen efter et udbud om at gøre de to miljøskibe Sif og Frigg funktionsdygtige.

Første gang var man som det sidste tilbageværende værft i månedlange forhandlinger med Miljøstyrelsen og Kammeradvokaten om at rette opgaven til, da man i slutningen af 2018 fik besked om, at alt var opgivet, fordi prisen var for høj.

Denne gang havde administrerende direktør Jesper Faurholt Jensen faktisk fået meddelelsen om, at værftet havde vundet opgaven.

- Vi modtog tildelingsskrivelsen 23. januar og havde forberedt os på opgaven, men nu har jeg så fået meddelelsen om, at det hele skal gå om. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er en kæmpe skuffelse, siger han.

Historien om miljøskibene har nu udfoldet sig igennem syv år. Facit er indtil videre, at to brugte engelske skibe, indkøbt i 2015, fortsat ligger til kaj i Svendborg uden nogensinde at have udført en opgave for Miljøministeriet.

Efter Bjarne Laustsens opfattelse nærmer forløbet sig IC-4 skandalen i tåbelighed og inkompetence. Han mener, det er en fattig trøst, at Kammeradvokaten har lovet at lave et nyt udbud uden beregning.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079