23948sdkhjf

PowerCon napper endnu en millionordre

- Ja, der er lidt nyt at berette på tilbudsfronten, skriver business development manager hos PowerCon, Jacob Bjarkam i en mail til Energy Supply.

Ordrene på landstrømsanlæg er faldet som perler på en snor i Hadsund. De seneste tre år har PowerCon rundet 14 landstrøms-ordrer. Alene i år er det blevet ordrer for 111 millioner kroner. 

I juli landede den største ordre nogensinde hos PowerCon i Hadsund. Norske Plug AS bestilte et landstrømsanlæg til krydstogtskibene i Bergen Havn til en værdi af 80 millioner norske kroner. 

- Vi har været så heldige at vinde endnu et stort krydstogtanlæg, denne gang til Rostock Havn i Tyskland til en værdi på ca. 7 millioner euro (Cirka 50 millioner kroner, red.), skriver Jacob Bjarkam til Energy Supply.

Anlægget skal kunne levere strøm til to skibe på samme tid, og vil sandsynligvis blive det største landstrøms-anlæg i Tyskland, når det står færdigt i juli til sommer, oplyser Jacob Bjarkam.

Flere ansættelser
I kølvandet på ordren til Bergen har PowerCon ansat syv nye hoveder og der er udvidelser af produktionen på vej.

Om den nye tyske ordre også fører ansættelser med sig må tiden vise.

- Det er bestemt sandsynligt at denne ordre, samt den generelle positive udvikling i PowerCon, vil medfører yderligere ansættelse, skriver Jacob Bjarkam.

Det er PowerCons første tyske ordre. Anlægget skal produceres i Hadsund og leveres i juli 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078